Det britiske parlamentsmedlem Jo Cox er død.
Hun blev omkring middagstid angrebet af en mand i byen Birstall nær Leeds, da hun var på vej for at mødes med vælgere fra sin valgkreds.
Hun døde kort efter af sine voldsomme kvæstelser.
Politiet siger på et pressemøde, at det er for tidligt at udtale sig om motivet.
38-årige Graeme Howard, der bor i nærheden, siger til The Guardian, at han hørte en mand råbe "Britain First", før skyderiet og under anholdelsen.
- Jeg hørte skuddet, og jeg løb ud, hvor jeg så nogle damer fra caféen løbe ud med håndklæder.
- Han råbte ”Britain First”, mens han gjorde det og under anholdelsen. Han blev holdt nede af to politibetjente, og hun blev båret ind i ambulancen.
Cafeejer Clarke Rothwell, der så angrebet på Jo Cox, fortæller til BBC, at han hørte et højt knald – som om en ballon sprang.
- Jeg så en mand på cirka 50 år med en hvid baseballkasket, jakke og en pistol, der så gammeldags ud. Han skød hende en gang, og så skød han hende igen. Og så lænede han sig indover hende og skød hende igen, denne gang i ansigtet, siger han og tilføjer:
- Nogen forsøgte at hive fat i ham og begyndte at slås med ham, og så svingede han en kniv, der lignede en jagtkniv. Så kastede han sig over hende med kniven og stak cirka seks gange. Folk skreg og løb væk fra området.
Et andet øjenvidne - Hithem Ben Abdallah – fortæller, at den 41-årige mor til to blev efterladt blødende på fortovet.
- En modig fyr forsøgte at få kontrol over manden med baseballkasketten, som pludselig trak en pistol op af sin taske.
Efter et kort håndgemæng, trådte den ene mand – ham uden baseballkasketten – væk, hvorefter Jo Cox blev involveret.
- Manden (med baseballkasketten, red.) trådte tilbage og skød, og så affyrede han et skud til, siger Hithem Ben Abdallah ifølge BBC.
- Han sparkede hende, mens hun lå på jorden.