Den britiske politiker, Jo Cox, der tidligere i dag blev såret ved et angreb, er død.
Det oplyser det lokale politi ifølge Reuters på et pressemøde.
Parlamentsmedlemmet Jo Cox fra Labour blev såret, da hun tidligere i dag var på besøg i sin valgkreds for at mødes med sine vælgere.
Angrebet skete i byen Birstall nær Leeds, ikke langt fra Labour-politikerens kontor.
En 52-årig mand blev anholdt kort efter angrebet.
Ifølge politiet kom en 77-årig også lettere til skade.
Øjenvidner: Gerningsmand råbte "Britain First"
Politiet oplyser ikke, hvordan Jo Cox blev såret, men flere øjenvidner siger, at der blev affyret skud.
Politiet oplyser, at de har gerningsvåbnet, men oplyser ikke, hvad det er.
Det vides endnu ikke, hvad motivet var. Flere øjenvidner har beskrevet, at gerningsmanden råbte "Britain First", men det er ikke bekræftet af politiet.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at man ikke forventer at foretage yderligere anholdelser. Lige nu arbejder man på at tale med et stort antal vidner.
Begge sider i kampen om Storbritanniens tilhørsforhold til EU har indstillet deres kampagneaktiviteter resten af dagen.
- Hele Labour-partiet, Labour-familien og sågar hele landet er i chok over Jo Coxs død i dag, siger Labour-partiets leder, Jeremy Corbyn
41-årige Jo Cox blev valgt i 2015. Hun var gift og havde to børn.
Blå bog
- •
Helen Joanna "Jo" Cox
- •
Alder: 41 år
- •
Fødested: Dewsbury, Storbritannien
- •
Nationalitet: Britisk
- •
Uddannelse: Cambridge University
- •
Karriere: Tidligere leder for policy og humanitære kampagner i hjælpeorganisationen Oxfam. Har arbejdet for flere ngo'er og for Bill og Melinda Gates Fonden. Valgt til det britiske underhus for Labour i 2015.
- •
Civilstand: Gift med Brendan Cox, der er rådgiver for Labour. Parret har to børn.
- •
Bopæl: Dels en husbåd på Themsen, dels et hus i Batley & Spen.
- •
Fritidsinteresser: Bjergbestigning, løb og cykling.
- •
Kilder: Labour, www.jocox.org.uk
- •
/ritzau/