Obama: Offentlige bygninger skal flage på halv til torsdag

Over hele USA markeres det blodige angreb på en natklub i Orlando i delstaten Florida.

Præsident Barack Obama vil have alle offentlige bygninger til at flage på halv frem til torsdag. (Foto: © Yuri Gripas, Scanpix)

Præsident Barack Obama har givet ordre til, at alle offentlige bygninger i USA, deriblandt Det Hvide Hus og amerikanske ambassader, skal flage på halv frem til torsdag efter skudmassakren på en natklub i Orlando i delstaten Florida.

- Et angreb på en amerikaner - uanset etnicitet, religion eller seksuel observans - er et angreb på os alle, siger USA's præsident.

I Florida har guvernøren opfordret til et minuts stilhed.

Et stort antal byer - fra millionbyer som New York, Chicago og San Diego til småbyer som Rehoboth Beach i delstaten Delaware - er der planlagt vågenætter for dødsofrene og de sårede.

Samtidig har talsmænd for LGBT-grupper, der repræsenterer bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, svoret, at de trods massakren vil gennemføre planlagte parader og festligheder for homoseksuelle.

I blandt andet Detroit og Dallas siger politiet, at sikkerheden vil blive øget ved arrangementer for bøsser og lesbiske og ved natklubber, som frekventeres af mange homoseksuelle.

/ritzau/