OVERBLIK Det ved vi om masseskyderiet på natklub i Orlando

Et skyderi på den amerikanske natklub 'Pulse' i Orlando, Florida, har kostet 50 mennesker livet.

Dagen derpå i området omkring natklubben Pulse, hvor 50 mennesker har mistet livet i et skyderi. (Foto: © GERARDO MORA, Scanpix)

Klokken 02 lokal tid blev der åbnet ild på natklubben 'Pulse' i byen Orlando i den amerikanske delstat Florida. Natklubben er særligt besøgt af homoseksuelle, det vides dog endnu ikke, om det er en del af gerningsmandens motiv.

Ifølge de amerikanske myndigheder er gerningsmanden identificeret som Omar Mateen. Han er 29 år gammel og født i New York af afghanske forældre.

Ifølge den amerikanske efterretningstjeneste FBI har Omar Mateen tidligere været i FBI's søgelys, første gang i 2013.

To gange er Omar Mateen blevet forhørt af FBI, der mistænkte ham for at sympatisere med terrororganisationen Islamisk Stat, dog uden at FBI kunne konkludere, at han skulle være til fare for andre.

Ifølge New York Times havde Omar Mateen en uge forinden angrebet på lovlig vis købt de våben, han benyttede under skyderiet.

Islamisk Stat tager skylden

Skyderiet på natklubben har indtil videre kostet 50 mennesker livet, mens endnu flere er meldt sårede.

Ifølge nyhedsbureauet Amaq, der har tætte forbindelser til terrororganisationen Islamisk Stat, skrev allerede søndag aften, at terrorgruppen havde taget skylden for angrebet.

Mandag kom der så en udtalelse fra Islamisk Stat via terrorbevægelsens officielle radiokanal. Her bliver Omar Mateen hyldet som en af "kalifatets soldater".

Men udtalelsen bidrager ifølge Michael S. Lund ikke med ny information i forhold til hverken gerningsmand eller selve angrebet.

- Så der er ikke noget i den seneste meddelelse, der kan dokumentere, at IS har været med til at koordinere eller planlægge det her angreb, siger mellemøstkorrespondenten.

Obama: Ikke kun et angreb på homoseksuelle, men på alle

Angrebet i Orlando er det værste masseskyderi i USA's nyere historie, der dog tæller en lang liste over angreb, særligt skoleskyderier, over de seneste år.

Den amerikanske præsident Barack Obama har givet sin officielle udtalelse om angrebet i Orlando, som han kalder et terrorangreb mod alle amerikanere.

- Det her er en tydelig påmindelse om, at et angreb på enhver amerikaner uanset race, etnicitet, religion eller seksuel overbevisning er et angreb på os allesammen, sagde præsidenten.

Obama understregede desuden, at 'Pulse', hvor angrebet fandt sted, er mere end blot en natklub.

Det er også "et sted, hvor man kan vise solidartiet" med LGBT-miljøet - et akronym for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, sagde han.

Klokken 18 lokal tid i Florida - midnat i Danmark - holder hele USA et minuts stilhed for at ære ofrene for angrebet.

LGBT i Danmark, arrangørerne af festivalen Copenhagen Pride og en række andre organisationer står bag en mindehøjtidelighed ved den amerikanske ambassade mandag klokken 20.30.

(Foto: © Grafik Mie Hvidkjær, DR Nyheder)