Obama er optimistisk inden klimatopmøde

Når USA kan rykke sig på klimadagsordenen, så kan andre lande også, siger USA's præsident.

Omkring 150 verdensledere forventes at tage del i klimatopmødet. (Foto: © OLIVIER DOULIERY / POOL, Scanpix)

Det er en optimistisk Barack Obama, der i morgen deltager i åbningen af FN's klimatopmøde i Paris.

Her skal verdens lande prøve at blive enige om en klimaaftale, der skal lægge en dæmper på den globale opvarmning.

- Jeg er optimistisk omkring, hvad vi kan opnå, fordi jeg allerede har set, hvordan Amerika har taget utrolige skridt i de seneste syv år, skriver han på Facebook.

https://www.facebook.com/potus/posts/430435257146320

Han peger på, at USA sammen med mere end 180 andre lande allerede har meddelt FN, hvor meget frivilligt de vil reducere deres CO2-slip med.

- Amerikas lederskab er med til at drive denne proces, skriver præsidenten.

Ingen juridisk aftale

FN går sammen med blandt andet Danmark efter en juridisk bindende klimaaftale, men det har amerikanerne blankt afvist.

Ifølge Barack Obama er der brug for en "langsigtet ramme for", hvordan landene over tid kan reducere deres udledning af drivhusgasser endnu mere.

- Det er mål, som landene hver især sætter, men som er gennemsigtige nok til, at de kan blive kontrolleret af andre lande, skriver præsidenten, der også vil arbejde for, at der bliver afsat flere penge til de lande, der er mest udsatte for klimaforandringerne.

Klimatopmødet slutter efter planen fredag den 11. december.