For første gang nogensinde i en periode med økonomisk vækst lader verdens samlede udledning af drivhusgassen CO2 til at falde i 2015.
Det fortæller en opgørelse i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change midt under klimatopmødet COP21 i Paris.
Især på grund af lavere kulforbrug i Kina fladede den globale CO2-kurve ud i 2014 og står nu til at dale en smule i 2015 - med omkring 0,6 procent, viser undersøgelsen.
Faldet sker trods en stigning i den økonomiske vækst på forventet 3,1 procent i år - oven i sidste års vækst på 3,4 procent, skriver forfatterne.
- I modsætning til tidligere perioder med begrænset eller ingen stigning i CO2-udledningen, så voksede det globale BNP (bruttonationalprodukt) i begge år, skriver de.
Tidligere fald i CO2-udslippet har været midlertidige og er sket under økonomisk nedgang, især i 2009 efter den verdensomspændende finanskrise.
Nyheden kan, mener den danske energi- og klimaminister, blive katalysator i den politiske proces mod en ambitiøs aftale.
- Det viser, at der er en politisk vilje til at gøre noget i dele af verden. Den forståelse skal vi bare have spredt ud over hele verden, og så skal vi have skabt en fælles forståelse af, at det er noget, vi vil, siger Lars Christian Lilleholt (V) til Ritzau.
/ritzau/