Afhængigt af hvem man spørger, bor der mellem 9.000 og 12.000 mennesker i 'junglen' - en barak- og teltby uden for den franske havneby Calais.
Men meget snart - måske allerede i næste uge - bliver lejren revet ned, og indbyggerne spredt til mindre centre over hele Frankrig.
For en del af lejrens omkring 1.000 uledsagede mindreårige bliver drømmen om at krydse Den Engelske Kanal dog til virkelighed.
Det lover den britiske indenrigsminister Amber Rudd i hvert fald.
- Jeg har tilbudt assistance, personale og penge til at få børnene ud af lejrene, før rydningen begynder, fortæller den britiske indenrigsminister Amber Rudd til avisen Daily Mail.
Pres fra den franske regering
Løftet kommer efter lang tids pres fra den franske regering - og en ny britisk immigrationslov, der giver mindreårige ret til sammenføring med familie i Storbritannien.
- Der findes flere hundrede uledsagede mindreårige i Calais, der har familie i Storbritannien. Og briterne skal tage deres del af ansvaret, siger den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve på radiostationen RTL.
Franske myndigheder vil ikke oplyse, hvornår rydningen finder sted. Men en fransk ombudsmand og flere NGO'er siger, de har fået at vide, at det kan ske allerede på mandag.
De advarer om, at sidst fransk politi slog til mod en migrant- og flygtningelejr, forsvandt de fleste børn i kaosset.
Både myndighederne og NGO'en France Terre d'Asile arbejder derfor på højtryk på at identificere de strandede unge og børn, der menes at være ned til 8 år gamle.
- Vi har brugt hele dagen på at lave fortegnelser over de unge under 18 år, der siger, de har familie i Storbritannien, fortalte Pierre Henry, generalsekretær i organisationen France Terre d'Asile, i går aftes DR Nyheder på vej hjem i bilen fra Calais.
Kritiserer briterne for at trække tiden ud
NGO'en optællingen fortsætter i dag med. Derefter vil France Terre d'Asile overgive informationerne til den franske indenrigsminister, der så skal give dem videre til sin britiske kollega.
- Den franske og britiske regering har et fælles ansvar for håndteringen af disse mindreårige, siger Pierre Henry.
Selvom det allerede et stykke tid har været muligt for uledsagede mindreårige at komme til Storbritannien, beskylder Røde Kort i en ny rapport britiske myndigheder for at trække tiden ud.
Ifølge Røde Kors har den gennemsnitlige behandling af mindreåriges ansøgninger taget et sted mellem 10 og 11 måneder. Advokater fortæller til britiske medier, at der ikke er nogen grund til, at papirarbejdet i sådanne sager burde tage mere end få uger.
Men nu vil der altså ske noget, lover indenrigsminister Rudd.
Hun fortæller, at den første gruppe af 100 mindreårige fra den franske lejr ventes at komme til Storbritannien allerede i løbet af de kommende uger.