Den ramponerede campingvogn er malet i regnbuefarver.
Med sirlig håndskrift har nogen malet ordet Joy – glæde – på dens side.
Imens piler en rotte forbi indgangen og videre ud i flygtningelejren Junglens virvar af telte, ildelugtende lokummer og små dynger af affald.
Inde i campingvognens halvmørke lugter der af sved, røg og snavs.
Blev opdaget og slået af poltiet
Hidayad på 25 fra Afghanistan ligger i sengen og gnider sig i øjnene. Selv om det er sidst på formiddagen, vågner han først nu.
Han har vandret langs motorvejene ved den franske havneby Calais fra omkring midnat og frem til solopgang for at finde en lastbil, han kunne snige sig ind i for at komme over på den anden side af Den Engelske Kanal til Storbritannien.
- Jeg blev opdaget, lige der hvor man tjekker ind til færgen og togene. Politiet slog mig, siger han til P1 Panorama og tager sig til maven og halsen.
Hidayad har boet i flygtningelejren Junglen i Calais i fire måneder, og næsten hver nat forsøger han ligesom de fleste af lejrens beboere at hægte sig på lastbiler, tog eller færger for at komme videre til Storbritannien.
Junglen er større end nogensinde før
Junglen, der ligger fem kilometer uden for Calais, er blevet et symbol på den dybe flygtninge- og migrantkrise, som splitter Europa.
Aldrig har så mange været strandet i lejren som i dag.
Mens tallet sidste år var 3000, stuver omkring 9000 mennesker sig i dag sammen i små iglotelte, gamle campingvogne og under improvisatoriske ly lavet af pressendinger og byggeaffald.
Hver dag kommer mellem 70-100 nye til.
- Situationen er ved at være desperat, siger Jake Jay-Lewin, der deler telte ud som frivillig hos hjælpeorganisationen Help Refugees.
Han kaster et bekymret blik ud over den lange kø af nyankomne mænd, som snart skal have besked om, at der ikke er telte nok til dem alle.
Frustrationer vokser
Frustrationerne vokser hos både flygtningene og de lokale franskmænd i området.
Der er daglige sammenstød mellem politi og flygtninge og migranter på motorvejen, hvor de prøver at snige sig om bord på lastbiler og tog på vej mod Eurotunnelen under Kanalen.
I sidste uge demonstrerede lastbilchauffører, handelsfolk og bønder i Calais for at få lejren lukket, og den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve har lovet at rydde lejren inden udgangen af året.
Imens ønsker franske højrefløjspolitikere at lade de mange flygtninge og migranter slippe over vandet og få deres asylsag behandlet i Storbritannien.
Det er et mareridtsscenarium for briterne, der som modtræk vil sætte gang i byggeriet af en fire meter høj og én kilometer lang mur, der skal holde lejrens folk fra motorvejene.
Muren koster angiveligt omkring 17 millioner kroner, og den skal stå færdig ved udgangen af året.
- Her er meget slemt
Tilbage i halvmørket i campingvognen sidder Mustafa på 13 år fra Afghanistan – et af de cirka 600 uledsagede flygtningebørn, som hutler sig igennem lejrens slum.
Han har svage dun på overlæben, tjavser af sort hår dækker panden, og øjnene glimter drilsk som en rigtig teenager.
Fingrene glider over mobiltelefonen, mens han bladrer igennem billeder af sin familie derhjemme.
Han savner dem – mest sin mor, fortæller han Panorama.
Mustafas drøm er at komme til Storbritannien, hvor han har en fætter, og få lov til at gå i skole igen.
Livet i Junglen er hårdt, siger han på gebrokkent engelsk.
- Det er meget slemt at bo her. Her er ikke nok mad, og her er ikke mulighed for at komme i bad. Vi er ikke i sikkerhed her, siger han.