I det seneste årti har EU for alvor skruet op for sit forsvarspolitiske samarbejde.
Derfor har det også fået ”stadig større konsekvenser ” for Danmark, at vi på grund af forsvarsforbeholdet ikke altid sidder med ved forhandlingsbordet.
Sådan lyder en af hovedkonklusionerne i ny udredning, som Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) netop har offentliggjort.
Den danske regering har eksempelvis ingen indflydelse på de mange nye forsvarsprojekter – heriblandt en spionskole på Malta og udviklingen af ubemandede undervandsdroner til at opspore ubåde – som er blevet søsat i de seneste år af EU.
Og hvis udviklingen fortsætter, vil konsekvenserne ved at stå på sidelinjen blive endnu større for Danmarks sikkerhedsinteresser, vurderer Diis.
- ‘Prisen’ for forbeholdet – i form af tabt indflydelse på forhold af betydning for brede danske sikkerhedsinteresser og forsvarsindustrielle interesser – vil vokse i de kommende år, hvis de igangværende internationale udviklingstendenser fortsætter, lyder det i udredningen.
Forsvaret i EU's kerne
Det var den daværende borgerlige VLAK-regering, der sidste år bad instituttet om at granske EU’s forsvarssamarbejde og se på, hvilken betydning forsvarsforbeholdet, der blev indført i 1993, har haft for Danmarks strategiske interesser.
Forbeholdet betyder kort fortalt, at den danske regering ikke har noget at skulle have sagt, når EU's samarbejde på forsvarsområdet skal udarbejdes og udvikles. Derudover bidrager Danmark heller ikke til EU's militære operationer.
Men ifølge Christine Marie Nissen, der er en af forskerne bag rapporten, er EU lige nu i gang med at gentænke sin forsvars- og sikkerhedspolitik.
- Inden for de seneste fem år er forsvar og sikkerhed rykket fra periferien af EU’s arbejdsområde til at blive en del af EU’s kerne, forklarer hun på et pressemøde.
Årsagen er, at sikkerhedssituationen i verden har forandret sig i de seneste år.
- Europæerne oplever, at verden er blevet et farligere sted med øgede trusler. Og med Trump-administrationen i USA er der også opstået en frygt for, at de europæiske lande ikke længere kan forlade sig på USA, siger hun.
Flere gråzoner
Derfor vil EU nu øge sin ”strategiske autonomi” – det vil sige, at unionen kan handle selvstændigt og forsvare sig selv, når det kommer til forsvars- og sikkerhedspolitikken.
Samtidig er der i de seneste år blevet igangsat 47 forsvarsprojekter under det såkaldte Pesco-samarbejde, der udover den maltesiske spionskole og de ubemandede undervandsdroner også tæller et styrket samarbejde, når det kommer til cybersikkerhed og beskyttelse mod hybride trusler.
Her står Danmark som bekendt på sidelinjen som følge af forbeholdet, og derfor har vi ikke mulighed for at påvirke og præge dem direkte.
Til gengæld må vi gerne deltage i en række nye forsvarspolitiske tiltag – heriblandt et styrket industri- og forskningssamarbejde på forsvarsområdet – som Europa-Kommissionen har på programmet.
Og private danske virksomheder er ikke ramt af forsvarsforbeholdet, og derfor må de gerne deltage i de projekter, der finder sted under Pesco-samarbejdet.
Men fordi forsvarssamarbejdet udvikler sig i rivende hast i disse år – og fordi der er områder, hvor Danmark godt kan være med – er der også kommet flere gråzoner end tidligere, understreger Christine Marie Nissen.
Lande gider os ikke
Det betyder, at danske embedsmænd nu skal bruge flere kræfter på at finde ud af, hvor langt forsvarsforbeholdet rent faktisk strækker sig, i stedet for at være med til at forme de politiske forslag.
- Det kan føre til, at Danmark kommer senere ind i de politiske processer, og at vi derfor kommer bagud fra start, tilføjer hun.
Derudover kan Danmarks særstilling på forsvarsområdet også føre til, at de andre lande ikke gider at samarbejde med os.
- Set med andre landes øjne er Danmark ikke en så vigtig partner, fordi vi står udenfor og ikke er en del af hele pakken, siger Christine Marie Nissen og peger på, at det også rammer de danske virksomheder, som ellers gerne må byde ind på Pesco-opgaverne.
- Dansk erhvervsliv bliver udelukket fra møder og aktiviteter, fordi der eksisterer en formodning om, at Danmark nok ikke kan være med.
Til gengæld har forsvarsforbeholdet ikke haft nogen betydning for Danmarks territoriale sikkerhed, understreger Diis.
Den er nemlig forankret i Nato-samarbejdet, som Danmark har været en del af siden 1949. Og Danmark kan stadigvæk godt indgå i forsvarspolitiske samarbejder med andre europæiske lande og partnere, selvom vi har forbeholdet.
Regeringen afviser folkeafstemning
Spørgsmålet om forbeholdet er i den seneste tid rykket op på den politiske dagsorden på Christiansborg.
Og det er ikke mindst de borgerlige partier, der gerne vil af med det.
Tidligere på året lovede den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), en folkeafstemning om forbeholdet, hvis han genvandt regeringsmagten.
Hør, hvorfor Lars Løkke Rasmussen vil af med forbeholdet:
Det gjorde han som bekendt ikke, og den nye socialdemokratiske regering har ingen nuværende planer om at sende forbeholdet til afstemning.
Ifølge statsminister Mette Frederiksen fungerer den nuværende situationen ”godt” for Danmark. Og hun understreger, at Nato-samarbejdet er "Danmarks primære forsvarspolitiske alliance".
- Det skal det i mine øjne blive ved med at være, har hun udtalt.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har dog understreget, at det er vigtigt, at danske virksomheder fortsat skal kunne være en del af industrisamarbejdet på forsvarsområdet.
- Men det er klart, at hvis vi ender i en situation på den længere bane, hvor danske virksomheder er afskåret fra at samarbejde eller deltage i europæiske projekter, så synes jeg, sagen er en anden. Det er bare ikke der, vi er endnu, tilføjede hun i sidste måned efter et møde med forsvarskollegaerne i Bruxelles.
Diis er ikke blevet bedt om at komme med anbefalinger i forhold til en eventuel folkeafstemning om forsvarsforbeholdet.