Mandag den 19. oktober 1992 sad en lille gruppe politikere på Poul Nyrup Rasmussens kontor på Christiansborg.
Udover den socialdemokratiske formand var SF'erne Holger K. Nielsen og Steen Gade til stede. Det samme var de radikale politikere Niels Helveg Petersen og Marianne Jelved.
Magtpolitisk havde de én ting til fælles. De var alle i opposition til den borgerlige KV-regering.
Trods det var de på dette tidspunkt de mest magtfulde politikere i Danmark. Faktisk så magtfulde og vigtige, at det ikke kun var alle i og omkring dansk politik – fra statsminister Poul Schlüter (K) til samtlige af de danske medier – som forsøgte at følge med i, hvad der foregik på Poul Nyrup Rasmussens kontor i de dage.
Selv internationale medier som Financial Times, tyske Frankfurter Allgemeine Zeitung og franske Le Monde fulgte med.
For bag de lukkede døre var de tre partier ved at formulere deres krav til det, der skulle være Danmarks europapolitik de kommende år.
Krav, som de insisterede på skulle opfyldes, hvis Folketinget skulle kunne ratificere den såkaldte Maastricht-traktat.
Meget på spil for Europa
Hvis ikke den danske regering og de øvrige 11 EF-lande ville acceptere de tre oppositionspartiers krav, så truede især SF med at blokere for, at Danmark kunne godkende Maastricht-traktaten.
Det var den traktat, der skulle omdanne EF til EU og bane vejen for, at EU kunne få en fælles mønt, et politisamarbejde og en europæisk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.
Og alle medlemslandene skulle sige god for den, før den kunne træde i kraft.
Der stod med andre ord meget på spil for både Danmark og resten af Europa i de forhandlinger, som foregik på Poul Nyrup Rasmussens kontor i midten af oktober for 27 år siden.
Men selv om de danske oppositionspolitikere var klar over det, så havde de næppe fantasi til at forestille sig, at de beslutninger, de skulle træffe på kontoret, ville få afgørende betydning for dansk europapolitik i flere årtier fremover.
Og hverken Holger K. Nielsen, Poul Nyrup Rasmussen eller Marianne Jelved havde kunnet forestille sig, at der her i efteråret 2019 ville sidde en hel gruppe af forskere, som skulle vurdere, hvilken betydning deres handlinger dengang havde fået for Danmark her 27 år senere.
Intet fokus på piratjagt og menneskesmuglere
Ikke desto mindre er det faktisk, hvad de tre politikere kan opleve her fredag formiddag.
Der præsenterer Danmarks Institut for Internationale Studier (Diis) en rapport om udviklingen i det danske forsvarsforbehold.
Den skal blandt andet kortlægge, hvilken betydning det har haft for Danmark, at oppositionspolitikerne i 1992 blev enige om, at Danmark ikke skulle deltage i udviklingen af et europæisk forsvarssamarbejde.
Diis-rapporten vil vise, at forsvarsforbeholdet for eksempel forhindrer Danmark i at deltage i den EU-flådeaktion, som kører ud for Somalias kyset, hvor europæiske krigsskibe bekæmper somaliske pirater og beskytter skibe.
Danmark kan heller ikke deltage i den såkaldte operation Sophia, hvor skibe i Middelhavet bekæmper de menneskesmuglere, som hjælper illegale migranter til Europa.
Faktisk har EU, siden det danske forsvarsforbehold blev aktiveret, gennemført 23 operationer og missioner, som Danmark ikke har været i stand til at deltage i.
Men denne mandag i oktober 1992 tænkte ingen på piratjagt ved Somalias kyst eller menneskesmuglere i Middelhavet. Fokus var et helt andet sted.
Frygt for europahæren
Maastricht-traktaten beskrev, hvordan det var en ambition, at der på sigt skulle udvikles et europæisk forsvarssamarbejde, når først EU var blevet dannet.
I Danmark var dette hastigt blevet til en politisk diskussion om, hvorvidt Maastricht-traktaten ville lede til etableringen af europahæren. En europæisk armé.
For specielt SF var det afgørende, at Danmark ikke skulle deltage, hvis EU-landene lavede et europæisk forsvarssamarbejde. Og særligt ikke i en eventuel europahær.
Nu sad politikerne så på Poul Nyrup Rasmussens kontor og skulle bestemme præcis, hvordan det danske forbehold på forsvarsområdet skulle formuleres.
Flere modeller på lå bordet. En var en mere generel formulering om, at Danmark ikke skulle deltage, når EU-landene samarbejdede på forsvarsområdet. Det var den formulering, som i sidste ende blev valgt, og som stadig den dag i dag er årsagen til, at Danmark ikke deltager, når EU-landene samarbejder militært.
Men faktisk var politikerne fra de tre oppositionspartier tæt på at formulere forsvarsforbeholdet på en anden måde. På en måde, som kunne have betydet, at forbeholdet havde ophævet sig selv i 2011. Helt uden en dansk folkeafstemning.
Nej til Vestunionen
Når det gælder europæisk forsvarssamarbejde, var det primære fokus dengang på spørgsmålet om europahæren.
Var EU-landene på vej til at etablere en fælles hær under en fælles kommando? Og ville en sådan europahær i givet fald kunne underminere samarbejdet inden for forsvarsalliancen Nato?
I centrum for diskussionerne stod Vestunionen. Det var en europæisk forsvarsorganisation, der blev dannet i 1948 af fem europæiske lande – Storbritannien, Frankrig, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Og i 1954 var Vestunionen blevet udvidet til også at omfatte Vesttyskland og Italien.
Vestunionen kom aldrig til at spille nogen afgørende rolle for Europas forsvar, for året efter, i 1949, blev Nato dannet. Og det førte til en transatlantisk forsvarsalliance med USA, som siden har været hele fundamentet i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik.
Men i 1992 frygtede en del politikere, at den kommende europæiske union ville puste nyt liv i Vestunionen og bruge den til at etablere en europahær. Det stod nemlig i Maastricht-traktaten, at Vestunionen skulle være fundamentet i det europæiske forsvarssamarbejde.
Og på Poul Nyrup Rasmussens kontor diskuterede oppositionspolitikerne, om det danske forsvarsforbehold egentlig skulle formuleres som et krav om, at Danmark ikke ville deltage i Vestunionen.
Farvel til Vestunionen
Havde politikerne valgt den formulering – og defineret det danske nej til forsvarssamarbejdet som et dansk nej til Vestunionen – så kunne Danmark i dag have deltaget, når EU jager pirater i Somalia.
For tilbage i 2010 valgte stifterne af Vestunionen at ophæve organisationen, og i 2011 døde Vestunionen formelt.
Men i stedet valgte politikerne i 1992 en mere generel formulering, som afviser dansk deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde. Og både den borgerlige regering og de 10 andre EF-lande valgte efterfølgende at acceptere dem, så grundstenen til det videre EU-samarbejde kunne blive lagt.
Det er forklaringen på, at der i dag, 27 år senere, nu igen skal gøres status over, hvordan det danske forsvarsforbehold har udviklet sig, og hvilken betydning det har i dag.
Og det er årsagen til, at spørgsmålet om en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet endnu engang er ved at blive et politisk hedt emne. Oppositionspartiet Venstre ser gerne, at forbeholdet bliver afskaffet, og derfor presser det på for en ny folkeafstemning.
Under valgkampen tidligere på året lovede daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen en folkeafstemning, hvis han genvandt regeringsmagten:
Men det afviser den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen (S). Hun har ingen planer om at sætte forbeholdet til afstemning på nuværende tidspunkt. Og hun mener, at Nato-samarbejdet er Danmarks ”primære forsvarspolitiske alliance”.
- Det skal det i mine øjne blive ved med at være, har hun udtalt.
Og spørger man danskerne, som Epinion har gjort for DR Nyheder, så er 41 procent af de adspurgte enige med statsministeren, mens 33 procent er enige med oppositionspartiet.
Diis-rapporten bliver offentliggjort klokken 10.00 i dag.