Noget tyder på, at opbakningen til den amerikanske rigmand Donald Trumps præsidentdrømme er begyndt at stagnere.
Han har de seneste måneder ligget klart i spidsen i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat. Men en ny meningsmåling foretaget af NBC News og Wall Street Journal viser, at den kontroversielle politiker nu ligger side om side med modkandidaten Ben Carson.
Donald Trump har gang på gang taget overskrifterne i medierne med bizarre udtalelser og svinestreger på de sociale medier mod rivaler og tv-værter. Den store opmærksomhed giver stemmer til Trump, men vurderingerne har hele tiden været, at han på et tidspunkt ville ryge ned i meningsmålingerne.
Carson har rykket sig
Donald Trump har ifølge målingen opbakning fra 21 procent, mens Ben Carson står til 20 procent og lige nu er den største rival. Det er dog især Carson, der har rykket sig.
Tilbage i juli lå Trump til 19 procent, mens Ben Carson lå til bare 10 procent. Dengang lå kandidaterne Scott Walker og Jeb Bush begge som en større trussel mod Trump. Scott Walker har sidenhen trukket sit kandidatur.
Den tidligere neurokirurg Ben Carson har i den forgangne uge fået masser af omtale, da han udtalte, at Islam ikke er foreneligt med den amerikanske forfatning, og at han derfor aldrig vil støtte en muslim på præsidentposten. Det har givet vrede reaktioner og opfordringer til, at han burde trække sig.
Hos Demokraterne har favoritten Hillary Clinton ligeledes mistet terræn til konkurrenten Bernie Sanders. Hun ligger med 42 procent af stemmerne, mens Sanders står til 35 procent. Tilbage i juli førte Clinton med hele 59 procent mod Sanders' 25. Den nuværende vicepræsident, Joe Biden, ligger nummer tre med 17 procent.