Asien-korrespondent: Et 'hjerteligt møde' ville være utænkeligt med tre amerikanere bag tremmer

Tre amerikanske statsborgere er blevet frigivet af det nordkoreanske styre.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, var synligt tilfreds, da han i nat lokal tid kunne byde Kim Dong-chul, Kim Sang-duk og Kim Hak-song velkommen til USA. (Foto: © Saul LOEB, Scanpix)

Den røde løber var rullet ud, da den amerikanske præsident, Donald Trump, i nat lokal tid kunne tage imod tre amerikanske statsborgere, der har siddet fanget i Nordkorea.

- Jeg er meget beæret over at have kunnet hjælpe disse tre. De er fantastiske mennesker. De har været igennem meget, lød det fra en glad Donald Trump, der samtidig betegnede frigivelsen som et tegn på ”god vilje” fra det nordkoreanske regime.

Frigivelsen sker blot få uger før, at den amerikanske præsident skal mødes med den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un.

Og ifølge DR’s Asien-korrespondent, Phillip Khokhar, var frigivelsen en forhindring, der skulle overvindes inden det historiske topmøde.

- De her tre fanger har været en af de største udfordringer i forholdet mellem Nordkorea og USA. Det har simpelthen ikke været tænkeligt, at Donald Trump og Kim Jong-un kunne mødes til det ”hjertelige møde”, som de begge håber på, uden at man havde løst denne udfordring, siger han.

Selvom det var midt om natten, var førstedamen, Melania Trump, også mødt op for at tage imod de tre amerikanere. (Foto: © Susan Walsh, Scanpix)

Trump skulle have de tre personer

Sidste år døde den 22-årige amerikaner Otto Warmbier, efter at han havde siddet fængslet i en nordkoreansk fangelejr.

Han var halvandet år forinden blevet idømt 15 års hårdt strafarbejde af det nordkoreanske styre, efter at han angiveligt havde stjålet politisk propagandamateriale under et besøg i det asiatiske diktatur.

Styret valgte dog at løslade Otto Warmbier af ”humanitære årsager”, og kort tid efter, at han var vendt tilbage til sit hjemlande, døde han.

Det blev mødt med skarpe fordømmelser fra Donald Trump, som efterfølgende kaldte Nordkorea for ”et brutalt regime”.

- Det kunne man ikke have gentaget. Donald Trump skulle have de her tre personer, siger DR’s Asien-korrespondent.

Samtidig er det ifølge Phillip Khokhar et tegn på, at Kim Jong-un ønsker at glæde Donald Trump inden mødet, der bliver det første i historien mellem en siddende amerikansk præsident og en leder af Nordkorea.

- Kim Jong-un har efterhånden lært, at den amerikanske præsident er en mand, der skal kunne vise sejre internt i USA, og derfor er timingen også perfekt, siger han.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/994517833357946882?ref_src=twsrc%5Etfw

Singapore er på rygtebørsen

Det er endnu uvist, hvornår mødet finder sted.

Men den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har netop været på besøg i Nordkorea for at fastlægge detaljerne. Og ifølge præsidenten selv var der tale om et ”godt møde med Kim Jong-un”.

Smilene var store, da Kim Jong-un mødtes med Mike Pompeo. (Foto: © ???, Scanpix)

Derudover er det også uvist, hvor mødet skal finde sted.

Da Kim Jong-un i sidste måned mødtes med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, skete det på den sydkoreanske side af den grænsezone, som deler de to lande.

Men ifølge de sydkoreanske medier bliver det ikke der, at Donald Trump og Kim Jong-un kommer til at mødes.

- De fleste spekulerer i, om det bliver i Singapore. Det har længe været amerikanernes ønske, og der går en del rygter om, at nordkoreanerne har accepteret det, siger DR’s Asien-korrespondent.

USA og Nordkorea har været fjender siden Korea-krigen fra 1950 til 1953, der endte med en våbenstilstand og en opdeling af Korea i to lande.