Siden hun dukkede frem på Nordkoreas eneste tv-station i 1971, har Ri Chun-hee overbragt nyheder om raketaffyringer, militærparader og skiftende lederes politiske tiltag til den nordkoreanske befolkning og resten af verden.
I dag tonede hun så igen frem på det statslige tv for at meddele omverdenen, at landet har udført en succesfuld prøvesprægning af en brintbombe.
- Prøvesprængningen af brintbomben, som var bestilt af den store leder Kim Jong Un, er en perfekt succes og et betydningsfuldt skridt hen mod at fuldende Nordkoreas kernevåbenprogram, fortalte Ri Chun-hee.
Hvem er hun?
Hun er angiveligt født i 1943 og er dermed omkring 74 år. Før hun begyndte at bringe Nordkoreas vigtigste nyheder, brugte hun ifølge CNN tiden som skuespiller. Siden har hun meddelt den ene skelsættende nyhed efter den anden, enten til det nordkoreanske folk eller på et tv-signal til omverdenen.
Det var blandt andet Ri Chun-hee, der bragte nyheden om landets fader Kim Il-sungs død i 1994, og om efterfølgeren Kim Jong-ils bortgang i 2011.
Nødhjælpsorganisationer mener, at op mod to millioner mennesker er døde af underernæring siden midten af 1990'erne, men ifølge Chun-hee nyder hun hovedstaden Pyongyangs bedste restauranter og underholdning.
Sidste år fortalte hun til en dokumentar, at hun vil træne nye kvindelige værter, når hun engang er færdig på skærmen. Det skriver BBC.
Se mere om Ri Chun-hee i klippet over artiklen