Nordkorea: Trumps udtalelser er en uigenkaldelig fejl

Trumps ord om Nordkoreas leder gør det "endnu mere uundgåeligt", at landet sender raketter mod USA.

Her ses Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, tale til FN's Generalforsamling i New York.

Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, beskriver i en tale lørdag til FN's Generalforsamling i New York den amerikanske præsident, Donald Trump, som "en mentalt forstyrret person fuld af storhedsvanvid".

Ri noterer sig, at Trump har adgang til "atomknappen", og at det kun er ham, der er "på selvmordsmission".

Han kommenterer samtidig den amerikanske præsidents omtale af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, som "raketmanden".

- Han (Trump, red.) har begået en uigenkaldelig fejl, der gør det endnu mere uundgåeligt, at vores raketter besøger det amerikanske fastland.

Den nordkoreanske minister advarer samtidig om, at Nordkorea vil foretage en "nådesløs forebyggende handling", hvis USA viser tegn på at ville "halshugge" den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

/ritzau/Reuters