Nordkorea er klar til krig, hvis USA optrapper den militære tilstedeværelse ved den koreanske halvø yderligere.
Det oplyser styret gennem nyhedsbureauet KCNA, efter at USA har sendt en hangarskibsledet flådegruppe til den koreanske halvø.
Flådegruppen Carl Vinson aflyste i weekenden en tur til Australien og satte kursen mod regionen.
Det skete i en magtdemonstration over for styret, der gentagne gange har nægtet at indstille dets atomvåbenprogram.
- Dette viser, at USA's skødesløse bestræbelser på at invadere Nordkorea har nået en ny fase, siger en talsmand fra det nordkoreanske udenrigsministerium ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA.
- Nordkorea er klar til at reagere på enhver form for krig ønsket af USA, tilføjer talsmanden.
Så sent som i sidste uge beordrede USA's præsident Donald Trump et missilangreb mod en luftbase i Syrien. Det er af mange blandt andet blevet tolket som en advarsel mod det nordkoreanske regime.
Præsidenten har bedt sine rådgivere om at levere en række bud på, hvordan det i fremtiden vil være muligt at tøjle Nordkorea.
Det oplyste en topembedsmand fra Det Hvide Hus søndag.
Donald Trump har tidligere understreget, at han er parat til at gå enegang mod styret i Pyongyang, hvis ikke Kina - Nordkoreas eneste allierede stormagt - reagerer på regimets fortsatte udvikling af atomvåben.
/ritzau/Reuters