Nordkorea bekræfter succesfuld test: Missil kan ramme USA

For første gang i landets historie har Nordkorea med succes testet missil, der har potentiale til at nå Alaska.

Ifølge nordkoreansk tv overværede landets leder Kim Jong-un testaffyringen. (Foto: © KAZUHIRO NOGI, Scanpix)

Nordkorea har med succes testaffyret et interkontinentalt ballistisk missil, meddeler nordkoreansk stats-tv ifølge CNN, der har oversat livesendingen til engelsk.

Det er første gang i landets historie, at man har haft succes med en affyring af et sådan missil, der har en maksimal rækkevidde på 6.700 kilometer og dermed potentielt kan nå den amerikanske stat Alaska.

Missilet The Hwasong-14 blev affyret i morges kl. 9.40 lokal tid fra en militærbase i Banghyon, hvilket angiveligt blev overværet af landets leder, Kim Jong-un.

De amerikanske myndigheder har oplyst, at missilet var i luften i 39 minutter, inden det landede i Det Japanske Hav efter at have tilbagelagt en distance på 930 kilometer. Ifølge Nordkorea nåede missilet en maksimal højde på 2.802 kilometer.

Kan ramme USA

Både de sydkoreanske myndigheder og amerikanske eksperter har efter affyringen vurderet, at der var tale om interkontinentalt ballistisk missil, der forkortes ICBM.

Lektor Jeffrey Lewis, som er ekspert i østasiatiske atomvåbenprogrammer og initiativtager til projektet Arms Control Wonk, skriver på Twitter, at et missil, som det, der blev affyret i nat, har en rækkevidde, som betyder, at den kan ramme byen Anchorage i Alaska.

Missilet har dog ikke en rækkevidde, så det kan nå det amerikanske fastland, lyder det videre fra eksperten.

Hvis de 6.700 kilometers rækkevidde står til troende, vil missilet heller ikke kunne nå den amerikanske stat Hawaii.

Politisk fordømmelse

Flere statsledere har fordømt testaffyringen, som er Nordkores 11. missilaffyring i år. Blandt de statsledere, der fordømmer affyringen, er den amerikanske præsident, Donald Trump, som skrev på Twitter få timer efter affyringen.

- Nordkorea har affyret endnu et missil. Har denne fyr overhovedet noget bedre at give sig til her i livet, skrev han på Twitter med henvisning til Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

- Det er svært at tro, at Sydkorea og Japan vil finde sig i dette meget længere. Måske vil Kina lægge et stort pres på Nordkorea og sætte en stopper for disse tåbeligheder en gang for alle, skriver præsidenten videre.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/882061157900718081 https://twitter.com/realDonaldTrump/status/882062572081512449

Efterfølgende lød der også kraftig fordømmelse fra nabolandet Sydkorea efter et møde i landets sikkerhedsråd.

- Jeg opfordrer meget kraftigt Nordkorea til at komme ud af den vildfarelse, at udviklingen af nukleare våben og missiler vil give dem sikkerhed. I stedet bør de ruste ned, sagde den sydkoreanske præsident Moon Jae-in.