Nordkorea affyrer uidentificeret missil over japansk ø

Nordkorea har fredag affyret et missil hen over japansk territorium, rapporterer japanske medier.

Nordkorea har truet både Japan og USA efter de seneste sanktioner mod landet. (Foto: © kim Kyung-Hoon, Scanpix)

Nordkorea har fredag affyret et ballistisk missil fra Sunan-distriktet i hovedstaden, Pyongyang.

Det oplyser den japanske regering ifølge Reuters.

Både amerikansk og sydkoreansk militær er i øjeblikket i færd med at analysere omstændighederne omkring affyringen.

Det oplyser en topembedsmand i det sydkoreanske militær fredag morgen lokal tid.

Over Japan

Missilet fløj hen over den japanske ø Hokkaido, rapporterer den japanske tv-station NHK. Det skriver AFP.

Missilet blev affyret klokken 06.57 lokal tid, melder NHK.

Yoshihide Suga, der er talsmand for regeringen i Japan, siger, at landet vil tage alle forholdsregler for at beskytte befolkningen.

Det vil ske i samarbejde med Sydkorea og USA.

Fløj omkring 3700 kilometer

Ifølge talsmanden landede missilet omkring 2000 kilometer øst for Cape Erimo, der ligger på sydspidsen af den nordlige ø Hokkaido.

Det sydkoreanske forsvarsministerium oplyser, at missilet formentlig fløj omkring 3700 kilometer. Det nåede en højde på omkring 770 kilometer.

Det er både højere og længere end et testmissil, der blev affyret for godt to uger siden.

Hastemøde

Sydkoreas præsident har indkaldt til et hastemøde i landets nationale sikkerhedsråd efter affyringen.

Den nordkoreanske missiltest kommer, dagen efter at styret har truet med at "synke" Japan og reducere USA til "aske og mørke".

Truslen fra det isolerede regime kom, efter at FN's Sikkerhedsråd havde vedtaget nye sanktioner mod Nordkorea.

Sanktioner

Sanktionerne blev vedtaget på initiativ fra USA efter Nordkoreas seneste atomtest.

Det er blot to uger siden, at Nordkorea affyrede et mellemdistancemissil hen over Japan.

Det udløste nødsirener i Japan, inden missilet slog ned i Stillehavet.

/ritzau/