Der er nødhjælp på vej til de hårdt trængende syrere, der er fanget i den blodige borgerkrig.
Et øjenvidne fortæller nyhedsbureauet Reuters, at omkring tyve lastbiler med nødhjælp har krydset grænsen fra Tyrkiet ved byen Cilvegozu og er kørt ind det nordlige Syrien.
Det bekræfter det statslige tyrkiske nyhedsbureau Anadolu, som ifølge nyhedsbureauet AP skriver, at i alt fyrre lastbiler bliver sendt ind over grænsen, inden dagen er omme.
Det sker, efter at en våbenhvile trådte i kraft i Syrien i går klokken 18 dansk tid.
Kun efter aftale
Det er uklart, hvor langt ind i Syrien nødhjælpen kan komme af hensyn til sikkerhedssituationen.
FN siger, at lastbilerne ikke tilhører dem, da de stadig venter på vished om, hvorvidt våbenhvilen holder.
- Vi venter på, at det bliver bekræftet, at der rent faktisk er våbenhvile. Før kører lastbilerne ikke fra Tyrkiet, siger Jens Lærke, talsmand for FN’s kontor for koordinering af nødhjælp, til Reuters.
Samtidig lyder meldingen fra det syriske udenrigsministerium ifølge Reuters, at de agter at afvise al nødhjælp til Aleppo, der ikke er koordineret med FN og den syriske regering - specielt hvis det kommer fra Tyrkiet.
Ingen civile dræbt
Ifølge aktivistgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er ingen civile blevet dræbt, siden våbenhvilen trådte i kraft.
Der har dog været melding om sporadiske luftangreb og bombardementer i våbenhvilens tidligere timer i Hama- og Aleppo-provinserne, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge Reuters.
Den syvdages våbenhvile, som blev forhandlet på plads natten til lørdag, er USA's og Ruslands andet forsøg i år på at få stoppet den fem år lange borgerkrig.
Rusland støtter det syriske regime under præsident Bashar al-Assad, mens amerikanerne støtter de prodemokratiske oprørsgrupper, som forsøger at styrte ham.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1274289292621592