Israelske kampfly har i dag bombet 12 iranske og syriske mål i Syrien, efter en iransk drone angiveligt er fløjet ind over Israel.
Iran skal nemlig ikke have lov til at etablere en militær tilstedeværelse i Syrien, hvis det står til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu:
- Israel vil have fred, men vi vil fortsat med beslutsomhed forsvare os imod ethvert angreb mod os og imod ethvert forsøg fra Iran på at etablere sig militært i Syrien eller noget andet sted, siger Netanyahu i en tale, der blev vist på israelsk tv.
Lørdag aften har den israelske premierminister drøftet situationen i Syrien med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
- Jeg gentog over for ham, at vi har en pligt og en ret til at forsvare os mod angreb fra syrisk territorium, siger Netanyahu.
En militær kilde i Israel bekræftede tidligere lørdag, at en syrisk raket har skudt et israelsk F-16 fly ned, efter at det israelske luftvåben havde rettet angreb mod syrisk jord.
De israelske fly kom på vingerne, efter at der ifølge Israel var sendt en drone ind over grænsen til Israel fra en iransk stilling i Syrien.
Episoden er den alvorligste mellem Israel, Iran og Syrien, siden den syriske borgerkrig begyndte i 2011.
Netanyahu siger, at han også har drøftet situationen med USA's udenrigsminister, Rex Tillerson.
USA erklærer sin fulde støtte til Israel, lyder det i en pressemeddelelse fra det amerikanske udenrigsministerium.
- USA er dybt bekymret over optrapningen af volden i dag hen over Israels grænse og støtter på det kraftigste Israels suveræne ret til at forsvare sig, skriver ministeriet.