Israelske fly bomber i Syrien: Har ramt base beskyldt for at lave kemiske våben

Israel har ifølge Syrien affyret raketter mod et anlæg, som er under anklage for at fremstille kemiske våben.

Ifølge den syriske regeringshær affyrede Israel misiler fra libanesisk luftrum. Her ses et billede fra et israelsk angreb tæt på den syriske hovedstad Damascus i 2013. (Arkivfoto) (Foto: © sana, Scanpix)

Israelske fly har dræbt to mennesker under et angreb på et syrisk militæranlæg i den vestlige del af landet, oplyser Syriens hær.

Det syriske regime beskyldes for at udvikle kemiske våben på området.

- Israelske kampfly affyrede i dag klokken 02.42 et antal raketter fra libanesisk luftrum. En af vores militære stillinger nær Masyaf var målet. Det førte til materielle skader, og kostede to medlemmer på stedet livet, hedder det i en erklæring fra den syriske hær.

Byen Masyaf ligger cirka 60 kilometer fra havnebyen Tartus, hvor alliancepartneren Rusland har en flådebase.

Muligt kemisk våbenlager

Lige nord for Masyaf ligger et militært anlæg. Det omfatter en træningslejr og et videnskabeligt center (SSRC).

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er det SSRC, som er ramt af de israelske fly. Lige ved siden af ligger et våbenlager med raketter. Folk fra den libanesiske Hizbollah-milits og folk fra Iran er tidligere set her.

USA har tidligere beskyldt SSRC for at fremstille nervegassen sarin. Nervegassen formodes at være brugt under et angreb på oprørsbyen Khan Sheikhoun i april. Snesevis af mennesker omkom.

Onsdag oplyste efterforskere fra FN, at de har indsamlet "omfattende mængder af oplysninger", som peger på, at det var syriske regeringsfly, der udførte angrebet.

Den syriske regering har tidligere afvist beskyldninger om, at den bruger kemiske våben, som rent opspind.

Israel har flere gange under den mere end seks år lange syriske krig gennemført flyangreb i landet.

Israel opfatter både Hizbollah og Iran som fjender.

/ritzau/AFP