Nervegift-offer er blevet udskrevet

Charlie Rowleys kæreste døde efter at være kommet i kontakt med Novichok-giften. Nu er han selv udskrevet.

Novichok blev også brugt ved attentatet 4. marts i Salisbury på den russiske eks-spion Sergej Skripal og datteren Julia. De overlevede begge. (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

Den 45-årige britiske mand Charlie Rowley, som er forgiftet med den sovjetiske nervegift Novichok, er fredag blevet udskrevet fra hospitalet.

Det skriver BBC.

Manden er fra Amesbury nær Salisbury. Hans 44-årige veninde Dawn Sturgess døde søndag som følge af forgiftning med nervegiften. Parret blev sammen indlagt sidst i juni.

Novichok blev brugt ved attentatet 4. marts i Salisbury på den russiske eks-spion Sergej Skripal og datteren Julia. De overlevede efter behandling på Salisbury District Hospital.

Troede først det var en overdosis

Charlie Rowley og Dawn Sturgess faldt om 30. juni i Rowleys hjem.

Politiet troede først, at parret havde taget en overdosis narkotika. Men på grund af deres symptomer foretog man flere undersøgelser, og politiet bekræftede, at de blev udsat for Novichok.

Giften blev udviklet af Sovjetunionen under den kolde krig. Storbritannien lægger ansvaret for attentatet på Rusland. Sergej Skripal var en russisk dobbeltagent, der spionerede for Storbritannien.

Han kom til Storbritannien som led i en udveksling af spioner.

Britisk politi arbejder ud fra den tese, at parret, der blev forgiftet i Amesbury, er kommet i kontakt med efterladenskaber fra attentatet mod Sergej og Julia Skripal.

/ritzau/