FAKTA Hvad er den russiske nervegift Novichok?

En særlig slags nervegift er har nu forgiftet fire mennesker i Storbritannien.

Soldater i beskyttelsesdragter i Salisbury, Storbritannien. (Foto: © HENRY NICHOLLS, Scanpix)

Efter grundige undersøgelser konkluderede de britiske myndigheder, at det "højst sandsynligt" er Rusland, der står bag giftangrebet på en tidligere russisk spion og hans datter i Salisbury, Storbritannien, i marts.

Anklagen bliver begrundet med, at det giftstof, der blev brugt i drabsforsøget, er et, som det russiske militær har udviklet.

I går kom det så frem, at to briter formentligt også er forgiftet af Novichok. Myndighederne formoder, at parret har samlet en efterladt beholder op fra det tidligere angreb.

Her er, hvad vi ved om nervegiften.

Udviklet i Sovjetunionen

En nervegift er et giftstof, der påvirker nervesystemet.

Novichok - som betyder novice eller nybegynder, er en klasse af nervegift, der blev udviklet som et kemisk våben i Sovjetunionen i slutningen af Den Kolde Krig.

Nogle typer af nervegiften er udviklet til at modstå den typiske modgift mod nervegift.

Visse typer af Novichok vurderes til at være 5-8 gange så giftigt som nervegiften VX, der blev benyttet i giftdrabet på Kim Jong-Uns halvbror, Kim Jong-Nam, i en lufthavn i Malaysia i starten af 2017.

Virkningen af giftstoffet indtræder hurtigt - oftest indenfor 30 sekunder til to minutter.

Få dråber kan dræbe

Der skal kun få milligram af nervegiften Novichok til, før det bliver dødeligt. Det fortæller Jan Steen Jensen, specialkonsulent ved Beredskabsstyrelsen, til Ritzau.

- Der findes flere typer Novichok, men fælles for dem er, at der kun skal få milligram til, før en person bliver syg af stoffet, og lidt større mængder til, før man kan dø af det, siger han til nyhedsbureauet.

Novichok findes både i fast form og som et superfint pulver.

Det virker som andre typer nervegift

Der er mange ukendte faktorer ved Novichok, der er blevet hemmeligholdt af Rusland. Men det formodes, at giftstoffets virkning ligner andre typer nervegift.

Nervegift går ind og blokerer signalerne fra nerverne til musklerne og lukker på den måde ned for kroppens funktioner.

Det kan blandt medføre kramper, åndenød, opkast, lammelse og bevidstløshed. I værste fald resulterer det i hjertestop eller kvælning.