FBI om motiv efter massakre på natklub: Alt er i spil

Gidselsituation på natklub for homoseksuelle i Orlando endte i blodbad.

FBI og det lokale politi afholder pressemøde om skyderi i Orlando på natklub for homoseksuelle. (Foto: © Kevin Kolczynski, Scanpix)

Terrorisme. Sådan efterforsker FBI og politiet det skyderi, der i formiddag dansk tid fandt sted på en natklub for homoseksuelle i Orlando.

- Som jeg ser det, er dette en hændelse, som vi helt sikkert kan klassificere som en terrorhændelse, lød det fra den lokale sherif i Orange County Jeffrey Demings.

Meldingen kom frem på et pressemøde, som det lokale politi og FBI for kort tid siden holdt i Orlando.

Adspurgt, af de tilstedeværende journalister, om skyderiet og den pågældende gerningsmand havde forbindelser til islamisk terrorisme, svarede politiet

- Jeg vil sige, at på dette tidspunkt, ser vi på mulige vinkler. Vi har hørt forlydender om, at gerningsmanden kan have præferencer i retning af en bestemt ideologi, men lige nu kan vi ikke sige noget definitivt. Alt er i spil, lød det fra FBI Agent Ron Harper:

Politi efterforsker ukendt genstand på gerningsmand

Under pressemødet fortalte politiet desuden, at en civil betjent havde opholdt sig på natklubben, hvor der blev registreret skud omkring klokken 02 lokal tid.

Herefter efterfulgte en gidselssituation, som følge af, at den civile politibetjent forsøgte at neutralisere den skydende gerningsmand.

Ifølge politiet var gerningsmanden udstyret med en riffel, en pistol og en anden ukendt genstand, som politiet fortsat efterforsker.

Politiet afsøger derfor lige nu grunden for andre genstande.

Ifølge politiet sluttede gidseldramaet omkring klokken 05:00 lokal tid, da politi og specialstyrker stormede stedet åbnede ild mod gerningsmanden, som efterfølgende døde.

Den fortsat ukendte gerningsmand nåede at tage 20 menneskers liv og såre 42, vurderede politiet på pressemødet.