Efter tre timer er nævningetinget klar i sagen om den amerikanske præsident Joe Bidens søn Hunter Biden. Han er kendt skyldig i alle tre anklagepunkter.
Joe Bidens 54-årige søn Hunter Biden har været anklaget for ulovligt køb og besiddelse af våben under et stofmisbrug. Hunter Biden har hele vejen igennem erklæret sig 'ikke skyldig' i anklagerne mod ham, men det var nævningetinget altså ikke enige i.
Første gang et barn af en præsident kendes skyldig
Hunter Biden var blandt andet tiltalt for at have løjet om brug af euforiserende stoffer, da han købte en Colt Cobra-revolver for seks år siden.
Han bliver det første barn af en siddende præsident, som kendes skyldig i en forbrydelse.
Hunter Biden havde nægtet sig skyldig i anklagerne, der ifølge retningslinjerne for domme i den type sager typisk giver mellem cirka 15 og 21 måneders fængsel.
Ifølge juridiske eksperter kan fængselsstraffen dog også blive kortere.
Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår strafudmålingen vil finde sted. Ifølge dommeren i sagen er normal praksis, at der går 120 dage.
Hunter Biden også anklaget i Californien
I en separat sag, som skal føres i Californien, er Hunter Biden desuden anklaget for forskellige overtrædelser af skattelovgivningen.
Sagen mod præsidentsønnen kommer i kølvandet på, at Donald Trump blev den første tidligere amerikanske præsident, som blev fundet skyldig i en forbrydelse af kategorien "felony" - altså af en vis alvor.