Myanmar er klar til at tage imod et stort antal rohingya-muslimer, som er flygtet til Bangladesh, lover en minister i landet.
Bangladesh og Myanmar har aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal hjælpe over en halv million flygtede mennesker tilbage.
Rohingyaerne er flygtet fra en voldsom offensiv af Myanmars hær i delstaten Rakhine.
- Vores næste prioritet er at bringe flygtningene hjem fra Bangladesh, siger Myanmars minister for velfærd, aflastning og genhusning, Win Myat Aye, i FN's Flygtningehøjkommissariats eksekutivkomité.
Der blev indgået en aftale om rohingyaerne mellem Myanmar og Bangladesh i 1993.
For flygtninge, som ønsker at vende hjem, kan processen begynde nu.
Er man godkendt i henhold til 1993-aftalen, kan man flytte tilbage til Myanmar. Flygtninge kan være sikre på, at de vil blive behandlet godt, understreger ministeren.
Rohingyaernes status i Myanmar er usikker. De kan ikke opnå statsborgerskab, og de regnes som illegale indvandrere.
/ritzau/Reuters