Mugabe mister loyal støtte: Militæret øger sin magt over Zimbabwe

Zimbabwes præsident er fortid i det afrikanske land, lyder vurderingen.

I 37 år har Robert Mugabe styret Zimbabwe. Alt tyder på, at det er slut nu. (Foto: © Philimon Bulawayo, Scanpix)

På papiret er Robert Mugabe stadigvæk præsident i Zimbabwe efter det seneste døgns politiske uroligheder.

Og spørger man militæret i landet, der har sat den 93-årige leder i husarrest, har der ikke været noget militærkup i det sydafrikanske land.

Men ifølge DR’s Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, er det svært at se de seneste hændelser som andet end et militærkup.

- Med mindre militæret regner med, at Robert Mugabe selv vil give magten videre inden for meget kort tid, så kan man ikke betegne det som andet end et militærkup, siger korrespondenten, der befinder sig i Kenyas hovedstad, Nairobi.

Og Robert Mugabe, der har siddet på magten i det sydafrikanske land i 37 år, er også begyndt at miste sine støtter i takt med, at militæret har fået tilegnet sig mere og mere magt.

Militærets pres

I aftes valgte lederen af regeringspartiets ungdomsafdeling, Cde Kudzanayi Chipanga, at undskylde på tv over for landets militær, som han tidligere havde kritiseret.

Ungdomspartiet har ellers støttet Robert Mugabe og i særdeleshed hans kone, den omstridte og upopulære Grace Mugabe.

Det var meningen, at hun i næste måned skulle indsættes som landets vicepræsident, efter at Robert Mugabe i sidste uge valgte at fyre sin mangeårige vicepræsident, Emmerson Mnangagwa.

Den beslutning blev mødt med store protester hos landets militær, hvilket har ført til den nuværende krise.

- Vi er stadigvæk unge, og vi laver fejl. Og jeg har lært meget fra denne fejl, sagde Cde Kudzanayi Chipanga og understregede, at undskyldningen var frivillig.

Ingen vil forsvare Mugabe

Men ifølge Søren Bendixen var der ikke tale om en frivillig undskyldning for ungdomspartilederen.

- Det er tegn på, at militæret har fortalt dem, at de skal rette ind og gøre, som der bliver sagt, hvis de skal være en del af det politiske liv fremover. De skal sige undskyld og lade som om, at de kan lide det, militæret har gjort, siger DR’s korrespondent.

Han peger samtidig på, at Robert Mugabe tilsyneladende har været så upopulær i de ledende kredse i landet, at ingen har haft lyst til at gøre oprør mod militæret.

- Robert Mugabe har ikke haft nogle loyale støtter i hverken militæret eller politiet, som ville gøre oprør. Og befolkningen vil absolut heller ikke kæmpe hans sag på dette tidspunkt, siger Søren Bendixen.

Trods det seneste døgns hændelser er der fortsat roligt i Zimbabwe. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Færdig i Zimbabwe

Trods hændelserne er der nemlig stadigvæk roligt i Zimbabwe, fortæller Mads Schack Lindegaard, der er landechef hos Folkekirkens Nødhjælp og som befinder sig i landet.

Mange indbyggere er nemlig godt og grundigt trætte af, tingene ikke fungerer optimalt i landet, forklarer han.

- De er trætte af, at de ikke kan finde et job, når de er færdige på universitetet, så der er et gryende håb i befolkningen, at det her kan være begyndelsen på noget nyt, siger Mads Schack Lindegaard.

Han fortæller, at der lige nu er rygter om, om Robert Mugabe i morgen selv vil træde tilbage og indsætte Emmerson Mnangagwa som landets nye præsident.

- Det er dog bare spekulationer. Men det er helt sikkert, at Robert Mugabe er færdig i Zimbabwe.