Modvillig Johnson beder EU om udsættelse af brexit

Efter dramatisk afstemning i Underhuset må Johnson bede EU om endnu en udsættelse af brexitdato.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har ifølge flere medier ikke underskrevet det brev, hvor han beder om en udsættelse. (Foto: © JESSICA TAYLOR, Scanpix)

EU-præsident Donald Tusk har modtaget et brev fra den britiske premierminister, Boris Johnson, der formelt anmoder om en udskydelse af brexit.

Det skriver Donald Tusk på Twitter.

- Udskydelsesbrevet er lige kommet. Jeg vil nu begynde at rådføre mig med EU-lederne om, hvordan vi skal reagere, skriver Donald Tusk sent lørdag aften.

Nyhedsbureauet dpa skriver, at EU-ambassadører vil mødes tidligt søndag morgen for at diskutere Storbritanniens anmodning.

Boris Johnson har længe afvist at bede EU om endnu en udsættelse af brexit.

Og ifølge BBC og Sky News har den britiske premierminister også nægtet at underskrive brevet til EU.

Tre breve fra Johnson

Flere medier oplyser, at Johnson har sendt i alt tre skriftlige meddelelser til Tusk.

Den første er et billede af en tekst fra den såkaldte "Benn-forordning", som dikterer, at premierministeren lørdag må bede EU om en yderligere udskydelse af brexit. Denne er ifølge flere kilder ikke skrevet under af Boris Johnson.

Den anden er en følgeskrivelse fra Det Forenede Kongeriges repræsentant ved EU, Sir Tim Barrow, der forklarer, at det første brev lever op til lovene vedtaget i det britiske parlament.

Og den tredje er endnu et brev til EU, hvori Boris Johnson skriver, at en udsættelse af brexit vil være en fejl. Det brev er ifølge Reuters underskrevet af premierministeren.

Nyt lovforslag spændte ben

Efter en afstemning i det britiske Underhus lørdag var Johnson lovmæssigt forpligtet til at sende anmodningen om en udsættelse til den 31. januar 2020.

Underhuset var indkaldt for at stemme om den reviderede brexitaftale, som Johnson havde forhandlet på plads med EU.

Men inden selve aftalen kunne komme til afstemning, spændte et ændringsforslag ben for Johnson og de øvrige "brexiteers".

Et snævert flertal i Underhuset vedtog ændringsforslaget, og dermed var Johnson pålagt at udskyde datoen for det britiske EU-exit.

Håber stadig på brexit den 31.

Boris Johnson håber fortsat, at al lovgivning og ikke mindst selve brexitaftalen kan nå at blive vedtaget i Underhuset inden 31. oktober, så briterne kan udtræde af EU med en aftale på denne dato.

Men hvis det sidst på måneden ser usandsynligt ud, at det vil ske, så er vurderingen, at EU sandsynligvis træder til og udskyder udtrædelsen. Derved forhindres et brexit uden aftale den 31. oktober.

Ifølge en britisk regeringskilde har den britiske premierminister, Boris Johnson, sendt tre breve til EU's præsident, Donald Tusk, hvor der formelt bliver anmodet om en udskydelse af brexit.

OVERBLIK: De tre breve fra Johnson til Tusk

  • Herunder får du et overblik over, hvad indholdet er i de tre breve.

  • * Det første brev indeholder et billede af en tekst fra den såkaldte "Benn-forordning", som dikterer, at premierministeren må bede EU om en yderligere udskydelse af brexit. Dette brev har Boris Johnson nægtet at skrive under på.

  • I brevet står der:

  • - Det britiske parlament har vedtaget "the European Union (Withdrawal) (No. 2) Act 2019" (forordning, der kræver, at premierministeren anmoder om at udskyde brexit under visse betingelser, red.). Den betinger, at Hendes Majestæts regering anmoder om en udsættelse af perioden, der er fremsat ved artikel 50(3) i EU-traktaten samt anvendt i artikel 106a i Euratom-traktaten, som for øjeblikket udløber klokken 23.00 GMT den 31. oktober 2019, til klokken 23.00 GMT den 31. januar 2020.

  • - Jeg skriver derfor for at informere Det Europæiske Råd om, at Storbritannien anmoder om en yderligere udskydelse til den tid, der er fremsat ved artikel 50(3) i EU-traktaten samt anvendt i artikel 106a i Euratom-traktaten. Storbritannien agter, at denne tidsperiode slutter klokken 23.00 GMT den 31. januar 2020. Hvis partierne formår at ratificere inden den dato, foreslår regeringen, at tidsperioden bliver afsluttet før tid.

  • * Det andet brev indeholder en følgeskrivelse fra Det Forenede Kongeriges repræsentant ved EU, Sir Tim Barrow, der forklarer, at det første brev lever op til lovene vedtaget i det britiske parlament.

  • * Det tredje brev indeholder en tekst, hvor Boris Johnson skriver, at en udsættelse af brexit vil være en fejl. Det brev er underskrevet af premierministeren.

  • En EU-korrespondent for det britiske medie Financial Times har delt brevet på Twitter.

  • I brevet står der:

  • - Jeg har gjort det klart, siden at jeg blev premierminister og over for parlamentet igen i dag, at min og regeringens holdning er, at en yderligere udskydelse vil skade Storbritanniens og vores EU-partneres interesser og vores forhold.

/ritzau/Reuters