Ole Ryborg: EU vil tie, indtil der kommer afklaring i London

Den britiske skilsmisseafstemning er blevet udskudt til næste uge.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, sagde tidligere på ugen, at han er klar til at give Storbritannien endnu en brexit-forlængelse, hvis det skulle blive nødvendigt. (Foto: © JOHANNA GERON, Scanpix)

Det har været sparsomt med reaktioner fra EU's side, efter at den afgørende brexit-afstemning tidligere i dag blev udsat.

- Europa-Kommissionen har taget afstemningen om det såkaldte Letwin-ændringsforslag til efterretning, lød det kortfattet fra Mina Andreeva, der er talsperson for Europa-Kommissionen

- Det er nu op til den britiske regering hurtigst mulig at informere os om, hvad de næste skridt bliver, tilføjede hun.

Og ifølge DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg, skal man heller ikke forvente de store reaktioner fra hverken Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd eller EU's stats- og regeringschefer i de kommende dage.

- Det bedste, EU's medlemslande kan gøre, er at holde mund og lade de britiske politikere selv bestemme, hvad der skal ske med Storbritannien og den aftale, som premierminister Boris Johnson lavede med EU tidligere på ugen, siger Ole Ryborg.

Premierminister Boris Johnson mener fortsat, at Storbritannien skal forlade EU den 31. oktober. (Foto: © Handout ., Scanpix)

Vil afvente afstemning

Aftalen, der blev indgået torsdag aften, er en revideret udgave af den skilsmisseaftale, som hans forgænger, Theresa May, forhandlede på plads med de resterende EU-lande sidste år.

Som det ser ud nu, skal den til afstemning i det britiske underhus på tirsdag. Og der kan nå at ske meget inden da, understregede den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), efter at ændringsforslaget var blevet vedtaget i dag.

- Lad os se, hvad der sker de kommende dage. Det følger vi naturligvis nøje og tæt. Jeg ønsker, at den her aftale bliver vedtaget, så vi har et ordnet brexit, sagde udenrigsministeren.

Storbritannien skal efter planen forlade EU den 31. oktober. Men ifølge Ole Ryborg vil man ikke høre nogle af EU's stats- og regeringschefer begynde at tale om en eventuel udskydelse af brexit inden da.

- Man vil afvente og se, om aftalen kan komme igennem det britiske parlament, siger han og tilføjer:

- Men hvis Boris Johnson har brug for mere tid til at få vedtaget aftalen i det britiske parlament, kommer man ikke til at se de 27 EU-lande smide Storbritannien ud af EU om 12 dage, siger Ole Ryborg.

Op mod én million mennesker har ifølge arrangørerne været på gaden i dag i London for at kræve en ny brexit-afstemning. (Foto: © NIKLAS HALLE'N, Scanpix)

Parat til udsættelse

Tidligere på måneden vedtog et flertal i det britiske underhus, at Boris Johnson skulle bede om en ny brexit-udskydelse til den 31. januar næste år, hvis ikke han kunne finde politisk opbakning til sin brexit-aftale senest i dag.

Efter dagens afstemning understregede han, at han ikke vil "forhandle" en ny forlængelse med de resterende EU-lande, som enstemmigt skal godkende en eventuel forlængelse.

Det er dog ikke det samme som, at han ikke vil anmode om en forlængelse, understreger Ole Ryborg.

- Ved de to foregående gange, hvor Theresa May skulle anmode en forlængelse, har der heller ikke været nogen forhandling. Hun skulle redegøre for, hvad hun ville bruge den forlængelse til, understreger Ole Ryborg og fortsætter:

- Hvis der kommer en anmodning, som Johnson rent lovgivningsmæssigt er tvunget til, så vil man fra EU's side være parat til at give ham den uden nogen forklaring. Ingen ønsker, at briterne skal forlade EU uden en aftale, siger DR's EU-korrespondent.

Udover det britiske parlament skal Europa-Parlamentet også godkende skilsmisseaftalen. Det skal efter planen ske på torsdag i næste uge, og i morgen formiddag skal alle EU-ambassadørerne mødes i Bruxelles for at gøre aftalen klar.

- Det er et indirekte signal fra EU om, at man her arbejder videre på at få Johnson-aftalen godkendt. Dagens afstemning betyder jo ikke, at aftalen ikke kan blive godkendt. Der er bare ikke blevet stemt om den, siger Ole Ryborg.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, skriver kort før klokken 21 her til aften på Twitter, at han har talt med Boris Johnson efter afstemningen, og at han nu venter på brevet fra den britiske premierminister.