Modsvar til Trump: Der er intet bevis for dit forbud mod transkønnede i militæret

Hvordan skal vi forholde os til transkønnede, som allerede er i militæret, spørger USA's forsvarsminister.

En gruppe åbne homoseksuelle deltager i San Diego Pride 2017. Til daglig er de soldater i det amerikanske militær og har længe kæmpet for at blive accepteret og for lige rettigheder for alle - uanset køn, seksualitet, race, alder osv. (Foto: © David Maung, Scanpix)

Den amerikanske præsidents melding om, at transkønnede ikke skal kunne gøre aktiv tjeneste i den amerikanske hær, har affødt negative reaktioner fra både venner og fjender.

- Det er et slag i ansigtet for de tusindvis af transkønnede, som allerede er i militæret, siger Dan Kildee, republikaner og viceformand for den politiske LGBT-alliance i Repræsentanternes Hus.

- Alle som er villige til at tage USA's uniform på og risikere at miste deres liv, når de tjener deres land, skal hyldes som patrioter, uanset hvilket køn de har, siger han ifølge CNN.

Den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain tager også afstand fra Donald Trumps melding om transkønnede.

- Alle amerikanere, som lever op til standardkravene, skal fortsat have lov og mulighed for at tjene sit land - og de skal behandles som de patrioter, de er, skriver han i en erklæring.

- Der er ingen grund til at tvinge folk ud af militæret, hvis de er villige og i stand til at kæmpe og træne.

Trump: Transkønnede ville udgøre enorm udgift

Under præsident Barack Obamas regeringstid besluttede det amerikanske forsvarsministerium, at transkønnede, som hverken definerer sig som mænd eller kvinder, skal have lov til at være i militæret.

Forsvarsminister James Mattis oplyste dog sidste måned, at han ville udsætte implementeringen af ministeriets plan, og i dag meddelte Donald Trump så, at planen bliver sløjfet.

- Efter at have rådført mig med mine generaler og militære eksperter, så informerer jeg om, at USA's regering ikke vil acceptere eller tillade, at transkønnede personer gør tjeneste under nogen form i det amerikanske militær, skriver præsidenten fordelt på tre tweets.

- Vores militær skal være fokuseret på at vinde og skal ikke blive pålagt byrder i form af de enorme sundhedsudgifter og forstyrrelser, som transkønnede i militæret ville medføre. Mange tak, slutter Donald Trump.

Advokat: Ingen beviser for Trumps melding

At Donald Trump bruger omkostninger som et argument for at udelukke transkønnede, har ingen gang på jorden, mener senioradvokat Joshua Block, fra LGBT under American Civil Liberties Union.

- Lad os slå det fast. Det har været nøje undersøgt, og resultatet er klart: Der er ingen udgifter eller beredskabsproblemer forbundet med at tillade transkønnede personer at kæmpe for deres land.

- Præsidenten forsøger at sikre sig billige politiske point på bekostning af militært personale, som har sat deres liv på spil for deres land, siger han til CNN.

Det skønnes, at der er mellem 2.500 og 7.000 transkønnede i USA's hær, og ifølge CNN bruger militæret i dag 2,4-8,4 millioner dollars på sundhedsydelser til gruppen.

Til sammenligning bruger militæret 49,3 milliarder dollars på sundhedsydelser til de i alt 1,3 millioner personer i aktiv tjeneste, skriver mediet.

Forsvarsministerium: Hvad gør vi nu?

Den amerikanske forsvarsminister blev først bekendt med Donald Trumps melding, efter at den var offentliggjort på Twitter.

Nu har ministeriet ifølge Reuters officielt henvendt sig til Det Hvide Hus med en forespørgsel om, hvordan de skal agere over for de transkønnede, som allerede er i militæret - og som så frem til at de kunne være åbne omkring deres køn og seksualitet. Skal de smides ud? Eller kan de få lov at fortsætte?

Forsvarsminister James Mattis oplyser, at han opfatter præsidents tweet som en officiel 'militær beslutning'

Middel til at få grænsemur ved Mexico?

Ifølge mediet Politico, som følger amerikansk politik, skal præsidentens udmelding dog ses som konsekvensen af en intern politisk kamp.

Donald Trump var formentligt tæt på at have samlet et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus, som vil stemme ja til en lov, der blandt andet bevilger penge til at opføre en grænsemur mod Mexico - en mærkesag som Donald Trump gik til valg på og har kæmpet for siden.

Blandt republikanerne var der dog en gruppe, som ikke vil vedtage loven, så længe transkønnede står til at få lov at gøre tjeneste i militæret. Den debat udsatte derfor vedtagelsen, og derfor har Trump formenligt set sig nødsaget til at skrotte planen om transkønnede, skriver Politico.