- Vi klar, og vi begynder.
Sådan lyder en sms-besked sendt af en af terroristerne bag fredagens angreb i Paris.
Hvem beskeden er sendt til, vides ikke, men telefonen blev fundet i en skraldespand bag koncertstedet Bataclan, hvor 89 personer mistede livet i angrebet. I alt mistede 129 livet og over 300 blev såret, da gerningsmænd gennemførte en serie af angreb.
Det forklarede den franske anklager François Molins på et pressemøde. Telefonen var med til at hjælpe myndighederne på sporet af lejligheden.
Pressemødet fulgte dagens aktion, hvor endnu en terrorcelle blev forhindret i at udføre et angreb. Her mistede mindst to personer livet, da en kvindelig selvmordsbomber udløste sit bælte.
På pressemødet kom der også flere nye detaljer om angrebene fra i fredags.
Ud over telefonen bekræfter anklageren fundet af endnu en flugtbil i byen Montreuil.
- Den sorte Fiat blev brugt af tre mænd, der skød mod barer og restauranter. Det kan ses på bilens GPS.
- Vi fandt også tre Kalashnikovs og fingeraftryk fra Abdelslam.
Saleh Abdelslam er en terroristerne der stadig er på flugt. François Molins sagde på pressemødet, at han ikke var blandt de anholdte fra dagens aktion, og det vides endnu ikke, om han er blandt de døde.
Da politiet stormede lejligheden i St-Denis, stoppede man samtidig endnu et terrorangreb, da terroristerne med et meget stort arsenal af våben tilsyneladende var klar til at angribe igen.