Den terrorcelle, der i dag blev stoppet var i stand til at udføre endnu et blodigt angreb. Det har den franske anklager François Molins netop udtalt på et pressemøde.
Styrker stormede onsdag morgen en lejlighed i St-Denis uden for Paris i forbindelse med fredagens terrorangreb.
I lejligheden fandt man et ”krigsarsenal” bestående af rifler og bombebælter.
- Endnu en terrorcelle er blevet neutraliseret. Når man ser på deres arsenal og grad af forberedelse var de klar til at handle, siger anklageren.
François Molins oplyser, at der blev affyret over 5000 skud under dagens aktion, og han roser styrkerne for deres arbejde.
Mindst to personer mistede livet og fem betjente blev såret under skudduellerne, og da en kvinde detonerede et sprængstofbælte.
Aktionen fandt sted mod en lejlighed, da man havde fået informationer om, at den formodede bagmand bag angrebet Abdelhamid Abaaoud befandt sig i landet.
Hverken Abdelhamid Abaaoud eller den anden mistænkte Saleh Abdelsalam er dog blandt de otte anholdte, der tæller syv mand og en kvinde.
Tre af de anholdte er endnu ikke identificerede.
Anklageren siger også, at man ikke har været i stand til at identificere de døde.