Minister: EU's nye krav til dieselbiler er godt for miljøet

Fremover skal dieselbilers udledning testes under kørsel på veje og ikke kun i et laboratorium.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er ærgerlig over, at der skulle en VW-skandale til, før EU-landene valgte at reagere på dieselbilernes udledning. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Fra 2017 skal dieselbiler leve op til nye, skrappere testkrav i forhold til deres udledning.

Det har EU’s medlemslande netop vedtaget i dag.

Fremover skal bilerne blandt andet også ud og køre på vejene, når de bliver testet, og det glæder miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Hun ser de nye krav, som gode for miljøet.

- Det betyder, at man får mere reel information om bilen, og hvordan den kører, forklarer hun.

- Nu kan man ikke længere nøjes med at sige, at inde på fabrikken, der virkede det sådan og sådan. Nu skal den ud og køre på landevejen, siger hun.

Ifølge Eva Kjer Hansen har det været en sej kamp at få skærpet de europæiske testkrav, da flere medlemslande producerer biler.

Derfor har VW-skandalen været afgørende.

- Det er rigtig ærgerligt, at der skal sådan en skandale til, for at EU handler, forklarer hun og påpeger, at EU kunne have reageret langt tidligere.

- Min forgænger Ida Auken gjorde allerede i 2013 kommissionen opmærksom på, at tallene om bilernes emission slet ikke holdt stik i virkeligheden. Havde man nu lyttet til den danske miljøminister, kunne man have taget et initiativ på et langt tidligere tidspunkt.