Militsfolk i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) har dræbt 25 civile i landets voldsplagede østlige del.
Næsten alle ofrene er blevet dræbt med macheter.
Det oplyser lokale embedsmænd lørdag.
- I alt er 25 mennesker blevet dræbt. De er blevet hugget midt over med macheter af Mai-Mai Mazembe (militsgruppe, red.) i og omkring landsbyen Kyaghala, siger Francis Bakundakabo, der repræsenterer guvernøren i provinsen North Kivu.
- Alle disse civile var hutuer, tilføjer han.
Ifølge Francis Bakundakabo fandt massakren sted lørdag mellem klokken 4 og 8.
Den lokale aktivist Hope Kubuya fortæller, at 24 af ofrene er blevet dræbt med macheter, mens en kvinde er blevet dræbt af skud.
- Dette angreb begået af Mai-Mai Mazembe mod hutulandsbyen vil opblusse den etniske konflikt i regionen, siger han.
Militsen Mai-Mai Mazembe tæller medlemmer fra de lokale etniske grupper Nande, Hunde og Kobo. På den anden side står etniske hutuer fra gruppen Nyaturu.
/ritzau/AFP