Med mere end to dage tilbage før amerikanerne skal stemme til midtvejsvalget, har 31,5 millioner sat deres kryds på forhånd.
For fire år siden gjorde 27 millioner brug af muligheden for at stemme inden valgdagen.
Det skriver avisen The New York Times.
- Vi er på ukendt grund med størrelsen af dette valg, siger professor i statskundskab ved University of Florida, Michael P. McDonald.
Tættere på præsidentvalg end midtvejsvalg
Fremmødet er generelt lavere ved midtvejsvalg i forhold til præsidentvalg i USA, og der er også et stykke op til de 47 millioner, der stemte før valgdagen i 2016, hvor amerikanerne gjorde Donald Trump til præsident.
Men i år har 22 delstater modtaget flere stemmer end for fire år siden.
- I nogle stater ligner det mere et præsidentvalg end et midtvejsvalg, siger Michael P. McDonald.
37 delstater og hovedstaden Washington D.C. tilbyder muligheder for at stemme før selve valgdagen.
Interesse hele vejen rundt
Folkerige delstater som Texas, hvor kampen om pladsen i Senatet mellem republikaneren Ted Cruz og demoraten Beto O'Rourke bliver fulgt tæt, har stor andel i de allerede afgivne stemmer.
Men ifølge The New York Times ser flere delstater, der får knap så meget opmærksomhed, også en stigning i tidlige stemmer.
Amerikanerne stemmer på tirsdag den 6. november og du kan følge hele slagets gang her på dr.dk.