Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, blev lørdag udsat for et angreb, der fandt sted, mens Maduro var i gang med at holde en tale.
Det meddeler landets informationsminister ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Dette er et angreb mod præsident Nicolás Maduro, siger informationsminister Jorge Rodriguez ifølge nyhedsbureauet AFP.
Maduro er uskadt, mens syv soldater fra Venezuelas nationalgarde meldes såret.
Nicolás Maduro holdt tale ved en militær ceremoni, da droner fyldt med sprængstoffer eksploderede i nærheden.
Maduros tale blev sendt direkte på både radio og tv, og pludselig kunne Maduro, som på podiet var omgivet af sin hustru, højtstående politikere og ledende militærfolk, ses kigge op med et forskrækket udtryk, beretter Reuters.
Derefter panorerede kameraet hurtigt væk fra Maduro og over mod hundredvis af soldater, som brød ud af deres rækker og derefter satte i løb i forskellige retninger.
Maduro selv beskylder Colombias præsident, Juan Manuel Santos, og højreorienterede kræfter for at stå bag det angreb, som lørdag fandt sted under en militærparade, da Maduro var i gang med en tale.
- En flyvende ting eksploderede foran mig. Det var en temmelig høj eksplosion. Først troede jeg, at det var noget pyroteknik, der var gået i stykker, fordi jeg stoler på mine sikkerhedsfolk, men derefter lød der en anden eksplosion, siger han i en tale på stats-tv ifølge BBC.
- Angrebet var et forsøg på at dræbe mig. De forsøgte i dag at snigmyrde mig. Jeg tvivler ikke på, at Juan Manuel Santos står bag dette angreb, siger Maduro.
Splittet land
Maduro fortæller også, at flere af de ansvarlige for angrebet allerede er anholdt.
Den foreløbige efterforskning "indikerer" desuden ifølge Maduro, at flere personer med bopæl i Florida har været med til at planlægge og finansiere angrebet.
- Jeg håber, at præsident Donald Trump er villig til at bekæmpe disse terroristgrupper, siger han.
Dyb politisk splittelse og voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og modstandere af Maduro har ramt Venezuela de seneste år.
Oppositionen beskylder den venstreorienterede Maduro for at have kørt landets økonomi fuldstændig i sænk, og tusindvis af indbyggere søger væk fra landet, hvor der er mangel på basale ting som medicin og fødevarer.
I juli sammenlignede Den Internationale Valutafond (IMF) situationen i Venezuela med krisen i Tyskland i 1920'erne og krisen i Zimbabwe i 00'erne.
Maduro kom til magten i 2013 som afløser for den afdøde og i store dele af befolkningen afholdte præsident Hugo Chávez.
I maj i år blev Nicolás Maduro genvalgt ved et omstridt præsidentvalg, som landets største alliance af oppositionsparter kaldte en "farce" og derfor boykottede.
/ritzau/