Både i det store danske mediebillede og indenrigspolitisk vil statsminister Mette Frederiksen (S) blive målt på frem for alt én ting, når hun i dag møder op i Bruxelles for at deltage i EU-historiens største og vildeste pengeslagsmål.
Hun skal have 26 EU-lande til at acceptere, at Danmark skal have rabat, når der skal betales kontingent til EU-kassen.
Danmarks ønske om en EU-rabat er forståelig nok. Danmark har allerede en EU-rabat i dag, og ser man på det udspil, som ligger på bordet forud for dagens budgettopmøde, står Danmark til fremover at skulle betale endnu mere til EU-kassen, end de danske skatteborgere betaler allerede i dag.
Derfor har EU´s formand, Charles Michel, da også foreslået, at Danmark sammen med fire andre lande skal have rabat på deres indbetalinger til EU-kassen de kommende år. Så det brændende ønske om en EU-rabat burde egentlig være en bold, statsministeren kan trille ind i et mål og dermed score et billigt mål.
Men sagen er ikke så enkel, som det måske kan se ud.
Koster mange penge
Sammen med Holland, Sverige og Østrig udgør Danmark en gruppe af fire EU-lande – kendt som sparebanden – der både ønsker at holde EU´s udgifter fuldstændig i ro samtidig med, at de fire lande plus Tyskland fremover skal have rabat på deres indbetalinger til EU-kassen.
Men kombinationen af de to krav kommer på et meget dårligt tidspunkt.
Dels er der opstået et gigantisk hul i EU-budgettet, efter Storbritannien har forladt unionen. Samtidig står EU over for flere store nye opgaver, som skal løses i de kommende år.
Der skal investeres massivt for at bekæmpe klimaforandringerne. Der skal bruges flere penge på kontrollen med de ydre grænser og penge på at bekæmpe årsagerne til den voksende illegale migration fra især Afrika. Klimakamp og grænsekontrol koster penge. Mange penge.
Og ser man på den europæiske økonomi, halter den efter andre dele af verden. Der er brug for langt flere penge til investering i forskning, udvikling og innovation, hvis europæisk erhvervsliv skal kunne klare sig i den globale konkurrence.
Også her skal der investeres meget mere end i dag. Så også her er der brug for flere penge. Mange flere penge.
Et taberkontinent
Udsigten til nye store opgaver for EU-samarbejdet har dog ikke gjort noget videre indtryk på hverken Mette Frederiksen eller på flertallet i Folketinget. De ønsker ikke, at EU´s budget skal vokse.
Hverken Finansministeriet eller regeringen vil sende flere penge til Bruxelles, blot for at pengene derefter skal sendes tilbage til Danmark som eksempelvis udviklingsstøtte i danske regioner.
Det argument kommer danske forhandlere dog ikke langt med i Bruxelles. For som en række andre EU-lande og EU-institutionernes repræsentanter påpeger igen og igen, er det ikke til megen nytte for Danmark at være et økonomisk vinderland, hvis Danmark samtidig befinder sig på et taberkontinent.
De vigtigste markeder for Danmark er de markeder, der ligger nærmest Danmark. Det er Tyskland og Sverige.
Og EU´s indre marked betyder enormt meget for dansk økonomi. Derfor er Danmark afhængig af et dynamisk EU-samarbejde, som fungerer. Og derfor bør Danmark betale mere til EU-kassen og de fælles udviklingsprojekter, der foregår i EU, lyder modargumentet, som Mette Frederiksen vil møde igen og igen i Bruxelles.
Thornings rabat spøger
Men selv om kampen mod klimaforandringer og økonomisk fremgang for Europa er store og vigtige emner, vil det i første omgang ikke være resultaterne på de områder, som statsministeren vil blive målt på, når EU-topmødet om fremtidens EU-budget engang er overstået.
Det første spørgsmål, som den danske statsminister vil blive mødt med, er, om Danmark har fået en EU-rabat.
Det var Mette Frederiksens forgænger i embedet, Helle Thorning-Schmidt, som ved den seneste europæiske budgetforhandling fik forhandlet en dansk EU-rabat på plads. Thornings rabat betyder, at hvert år – når de enkelte landes bidrag til EU-kassen er regnet ud – trækkes der en milliard kroner fra den regning, som sendes.
Danmark får nemlig en årlig rabat på indbetalingerne til EU-kassen på 120 millioner euro. En milliard kroner. Sådan har det været siden 2014.
Symbolsk rabatsejr
Problemet for Mette Frederiksen er, at den danske EU-rabatordning udløber med udgangen af i år. Og hvis ikke den danske statsminister formår få de øvrige lande til – som minimum – at forlænge den, vil det uundgåeligt blive udlagt som et nederlag. Mette Frederiksen vil i så fald ikke have været i stand til at forlænge Helle Thorning-Schmidts EU-rabat.
Problemet for statsminister Mette Frederiksen er dog, at selv om en fortsat dansk EU-rabat rent symbolsk vil være en gevinst, vil en uændret fortsættelse af Helle Thornings-Schmidts EU-rabat dog ikke være nogen videre sejr.
Specielt ikke, hvis budgetforhandlingerne ender med, at Danmark efter en rabatsejr ender med at tabe på både gynger, karrussel og en række af de øvrige EU-forlystelser. Og det kan meget vel blive den situation, den danske statsminister kommer til at stå i efter topmødet.
Det er nok bare at kaste et blik på beløbets størrelse – 8.181.000.000.000 kroner. Så forstår man, at de kommende dages EU-budgetslagsmål i Bruxelles får danske forhandlinger om finanslov og satspuljemidler til at ligne en diskussion om lommepenge.
8.181 milliarder kroner er den ramme, som foreslås for EU´s udgifter de kommende syv år - fra 2021 til udgangen af 2027. Flere end 1.000 milliarder kroner om året. Og i den sammenhæng er en dansk rabat på en milliard kroner ikke noget voldsomt stort beløb.
Sådan er der lagt op til, at pengene på budgettet skal fordeles:
Intet stort indtryk på Michel
Selv hvis statsminister Mette Frederiksen lykkes med at fastholde den danske EU-rabat – og det er forventningen blandt stort set alle i Bruxelles, at det skal statsministeren nok lykkes med – så kan forhandlingerne alligevel ende med at blive en dyr omgang.
Forhandlingerne om den fremtidige finansielle ramme for EU´s budgetter de kommende syv år ledes af formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel. Forud for topmødet har Charles Michel haft bilaterale møder med samtlige 27 stats- og regeringschefer.
Statsministeren mødte Charles Michel i Bruxelles den 6. februar. Men skal man dømme efter det udkast til ny budgetramme, som Charles Michel sendte til EU-landene i fredags, har den danske statsminister ikke gjort det store indtryk på EU-formanden. Budgetforslaget har i hvert tilfælde på en række områder bevæget sig i den modsatte retning af, hvad den danske statsminister ønsker.
For det første er der spørgsmål om budgettets samlede størrelse. I EU måles den slags ikke i et fast beløb i euro. Man fastlægger i stedet rammen for EU-budgettet som en andel af EU-landenes bruttonationalindkomst, hvilket betyder, at når medlemslandenes økonomi vokser, så vokser deres bidrag til EU-kassen i takt med, hvordan økonomien vokser.
Danmark ønsker et loft over EU-budgettet, så der ikke må bruges flere penge, end hvad der svarer til en procent af EU-landenes bni. Det ønske er ikke alene regeringens. Det er også et, som et flertal i Folketinget har insisteret på, at den danske statsminister står fast på. Faktisk i en sådan grad, at flertallet i Folketinget ønsker, at statsministeren skal nedlægge veto i Bruxelles, hvis budgetrammen bliver større end det.
Men ser man på det udspil, som EU-formanden har præsenteret, så foreslår han et loft over udgifterne på 1,074 procent af BNI. Altså højere end det danske ønske.
Skære i støtte til Danmark
Hvis man så dykker ned i tallene og ser på, hvor mange penge som vil komme tilbage til Danmark fra EU-kassen, er der også flere områder i budget-udspillet, hvor Mette Frederiksen står til at tabe penge i forhold til det resultat, som Helle Thorning-Schmidt vendte hjem med.
I budgetperioden fra 2014-2020 vil der kunne søges om EU-støtte til erhvervsudviklings- og jobskabelsesprojekter i danske kommuner og regioner for et samlet beløb på tre milliarder kroner. Her foreslår Charles Michel nu, at der skæres 20 procent af det beløb. Det vil i givet fald betyde, at der i de kommende syv år kun vil være 2,4 milliarder kroner til den slags projekter i Danmark.
Erhvervsstyrelsen har i en rapport vurderet, at de tre milliarder kroner i EU-støtte, som i dag kommer til Danmark, samlet har skabt 13.000 nye arbejdspladser og øget danske virksomheders omsætning med 22 milliarder kroner. Færre penge fremover vil betyde færre projekter.
Et andet område, hvor det kommende EU-budget får alarmklokkerne til at ringe i Danmark, er landbrugsstøtten. Præcis hvor stor den samlede direkte støtte til EU-landene bliver fremover, er et af de spørgsmål, som EU-lederne kommer til at slås om frem til det sidste.
Lige nu har Charles Michel foreslået, at det samlede beløb, som fremover afsættes til europæisk landbrug, vokser en smule. Men uanset om beløbet vokser, bliver det samme eller mindre, så ligner det en givet sag, at der fremover bliver færre penge til danske landmænd.
Dyrt for landmændene
I dagens landbrugspolitik er det nemlig sådan, at landmænd fra Central- og Østeuropa får en lavere støtte per hektar landbrugsjord, de dyrker, end den støtte danske landmænd eksempelvis får. Og denne forskelsbehandling foreslår Charles Michel, at man gradvist udjævner i løbet af de kommende år. Det betyder i praksis, at selv om landbrugsstøtten forbliver den samme, vil der samlet set være færre penge til danske landmænd fremover.
Som med alt andet omkring EU-budgettet er tal taknemmelige, og der er forskellige faktorer, hvor det efterfølgende vil være muligt for den danske stat at justere den direkte støtte til landmændene op eller ned.
EU-landene kan nemlig beslutte at tage en del af støtten til landmændene og i stedet bruge pengene på landdistriktsstøtte. Men omvendt er det også muligt for et land at gøre det modsatte – nemlig at tage landdistriktsstøtte og bruge en del af de midler på landmændene.
Det er derfor umuligt at sige præcis, hvordan regnestykket ender for danske landmænd. Men tendensen er klar.
Danske landmænd forventer, at EU-støtten bliver lavere fremover.
Flere nye elementer
Med et EU-budget som vokser - samtidig med at nettobetalerlandet Storbritannien har forladt EU – er der udsigt til, at Danmarks EU-medlemskab bliver dyrere i de kommende år. Også selv hvis det skulle lykkes for statsministeren at få forhandlet en EU-rabat på plads, som endda skulle vise sig at være større end Helle Thorning-Schmidts rabat.
Samtidig med at EU-medlemskabet bliver dyrere, er der udsigt til, at der fremover vil vende færre penge tilbage til Danmark. Både i form af støtte til EU-projekter i danske regioner og støtte til danske landmænd.
Så umiddelbart kan det ligne en ubehagelig dyr omgang for den danske statsminister, hvor hun taber på både gyngerne og karrusellen.
Der er dog flere nye elementer som – på trods af det voksende budget – også kan være med til at mindske Danmarks samlede bidrag til EU-kassen. EU´s stats- og regeringschefer skal nemlig drøfte muligheden for nye andre indtægter til EU-kassen end direkte betalinger fra medlemslandenes statskasser.
Milliarder i kassen
Især to mulige indtægter er på tale. Det ene er en europæisk CO2-skat, hvor en del af pengene vil gå direkte til EU-budgettet. Det andet er opkrævning af et beløb til EU-kassen, som beregnes i forhold til, hvor dårlige EU-landene er til at genbruge og genanvende plastik.
Samlet set vurderer Charles Michel, at de to indtægter over en syvårig periode vil give omkring 100 milliarder kroner i EU-kassen. Og det vil så i givet fald betyde, at der dermed skal betales 100 milliarder kroner mindre direkte fra statskasserne.
På den måde vil egne indtægter fra en CO2-skat og fra en plastikordning betyde, at det tal statsminister Mette Frederiksen rejser hjem med fra budgettopmødet vil se mere fornuftigt ud, når regnedrenge og økonomer skal til at regne ud, hvordan Danmarks fremtidige nettobidrag til EU bliver.
Altså forskellen på, hvor meget der betales til EU fra den danske statskasse og hvor meget, der vender tilbage igen til Danmark i form af diverse tilskud.
Halvt fuldt eller halvt tomt
I sidste ende vil netto-regnskabet – sammen med statsministerens kommende EU-rabat – være de to symbolske målestokke, som statsministeren bedømmes efter, når røgen har lagt sig, og EU-slagsmålet om penge er overstået.
Men i praksis ville det være muligt at opstille regnestykket på mange andre måder.
Et af elementerne i det nye EU-budget er en overordnet målsætning om, at 25 procent af pengene fra budgettet skal være målrettet kampen mod klimaforandringer. Det vil blandt andet betyde, at en del af den støtte, som skal betales til projekter i Central- og Østeuropa, vil være støtte til eksempelvis vedvarende energi og energieffektiviseringer. Det er et område, hvor danske greentech-virksomheder står stærkt.
Så i praksis kan penge betalt til EU-kassen og som kanaliseres videre til eksempelvis Polen, hvor de investeres i vindmøller, vende tilbage til Danmark, hvis det er vindmølleteknologi og know how, der købes i Danmark.
Og på den måde vil det være muligt at se et kompromis om den kommende EU-budgetramme som et glas, der er enten halvt fuldt eller halvt tomt. Afhængigt af temperament.
Udsigt til nederlag
Men anvender man målestokken, der er opstillet af Folketinget, og som logisk nok også har mediernes største opmærksomhed, er der tre ting, Mette Frederiksen vil blive vurderet på, når EU-budgettet er klart:
Fik Danmark en EU-rabat?
Hvor stort bliver den samlede ramme for EU-budgettet?
Og hvor meget kommer Danmark til netto at betale til EU-budgettet i de kommende år?
Lige nu blæser vinden kun i Mette Frederiksens retning, når det gælder udsigten til en dansk rabat. Den skal nok komme.
Men kampen om størrelsen af EU-budgettet ser statsministeren ud til at tabe – og dermed er der også udsigt til, at Danmarks nettobidrag til EU-kassen vil vokse under Mette Frederiksens tid som statsminister.