Hvorfor vil Frederiksen ikke betale mere til EU? Forstå den store budget-strid

Det er EU’s såkaldte flerårige finansielle ramme.

Det er kort fortalt den overordnede budgetramme, der bestemmer, hvor mange penge EU har at gøre godt med over en længere periode, normalt syv år.

EU kører efter årsbudgetter, der ligesom den danske finanslov bliver forhandlet på plads år efter år. Men den flerårige finansielle ramme sætter altså de øvre grænser for, hvor store budgetterne må være i perioden, og hvor mange penge der kan bruges på de forskellige EU-områder såsom landbruget, klimaet, forskning og uddannelse.

Derudover er det også den flerårige finansielle ramme, der bestemmer, hvor pengene skal komme fra. Det gælder både medlemslandenes bidrag – altså hvor meget Danmark og de andre medlemslande skal betale for at være med i fællesskabet – og EU’s andre indtægtskilder.

Selvom langt størstedelen af EU's budgetindtægter, 73 procent, kommer fra medlemslandene, får unionen også en del penge fra told, afgifter og momsbidrag.

Det er det, fordi det nuværende budgetramme udløber i slutningen af i år.

Derfor er EU’s stats- og regeringschefer nu gået i gang med de afgørende, politiske forhandlinger om den næste ramme, der skal løbe fra 2021 til 2027.

Og Charles Michel, der er formand for Det Europæiske Råd, har indkaldt dem til et ekstraordinært EU-topmøde i februar, hvor de skal prøve at blive enige.

Men det bliver svært, for lige nu er de langt fra enige om hverken størrelsen eller indholdet af budgettet.

Det er Europa-Kommissionen, som har serveretten i budgetforhandlingerne, og den har lagt op til, at Danmark og de andre EU-lande skal poste flere penge i fælleskassen, end de gør i dag.

Det skyldes først og fremmest, at briterne vil efterlade et hul i budgettet på mellem 75 og 110 milliarder kroner om året, når de er helt ude af unionen.

Derudover er der flere opgaver, der skal løses, lyder argumentet. Det drejer sig om blandt andet klimakrisen, en bedre grænsekontrol og en øget forskningsindsats, og derfor er der ifølge Europa-Kommissionen brug for flere penge.

Kommissionen beregner budgetbidraget ud fra medlemslandenes bruttonationalindkomst (bni). Det er et begreb, økonomer bruger til at måle den samlede indkomst i et land.

Den nuværende budgetramme ligger på 1,00 procent af medlemslandenes samlede bni. Men står det til Kommissionen, skal det kunne stige til 1,11 procent.

Det vil betyde, at den næste budgetramme bliver på 8.451 milliarder kroner.

Bryder man det ned, vil det svare til, at hver EU-borger i gennemsnit skal punge ud med 359 kroner ekstra om året - eller godt én krone om dagen.

Rådsformand Charles Michel har spillet et kompromisforslag på banen inden topmødet. Her lægger han op til, at budgetrammen skal være på 1,074 procent af bni - eller 8.181 milliarder kroner over syv år.

Det afhænger af, hvad det ender på.

Ifølge Finansministeriets beregninger har Danmark i den nuværende budgetperiode - fra 2014-2020 - betalt knap 20 milliarder kroner om året til EU-kassen.

Hvis kommissionens oprindelige forslag bliver vedtaget, vil det betyde, at Danmark skal betale mere end seks milliarder kroner ekstra til EU om året.

Hvis det ender med Charles Michels kompromisforslag, vil det betyde en ekstradugift på små fem milliarder kroner om året.

Og hvis budgettet bliver fastholdt på 1,00 procent af bni, som regeringen kæmper for, vil det ifølge Finansministeriets beregninger betyde en årlig merudgift på omkring 3,5 milliarder kroner. Det skyldes, at velstanden i Europa er stigende, og derfor stiger det danske bidrag også.

Europa-Kommissionen har foreslået en række nye egenindtægter, som vil kunne indbringe omkring 164 milliarder kroner ekstra om året til EU-kassen. Det er noget, landene har forskellige holdninger til, og derfor vil det også komme til at fylde ved forhandlingsbordet.

En af dem er en ny afgift på plast, der ikke bliver genanvendt i medlemslandene. Den ide bakker den danske regering op om.

Kommissionen har også foreslået, at en femtedel af indtægterne fra EU's CO2-kvotesystem fremover skal gå til EU-kassen. Derudover vil den skære i de toldindtægter, som medlemslandene kan beholde.

I dag må de beholde 20 procent af den told, som opkræves, når varer kommer ind i det indre marked. Men ifølge kommissionen har teknologien gjort det lettere at opkræve told, og derfor skal landene kun have lov til at beholde ti procent af indtægterne.

Den socialdemokratiske regering er stærk modstander af den foreslåede stigning. Den kræver, at EU’s udgifter frem til 2027 samlet ikke må blive højere end 1,00 procent af medlemslandenes bni.

- Det er svært at indtage rollen som budgetbisse. Men for Europa mener jeg, at det er både rigtigt og vigtigt. Vi skal kunne løse de opgaver, vi står overfor, inden for én procent af bni, har statsminister Mette Frederiksen udtalt.

Den danske regering står ikke alene med det synspunkt. Sammen med Holland, Østrig og Sverige har Danmark dannet en forhandlingsklub, også kendt som ’De sparsommelige fire’, der kræver, at budgettet bliver på samme niveau som i dag. Og det økonomiske hul, der kommer efter brexit, skal dækkes af yderligere besparelser.

Ifølge Mette Frederiksen skal der prioriteres hårdere, end der er lagt op til, og der skal skæres yderligere på blandt andet landbrugsstøtten, strukturfondene samt de stigende udgifter til løn og administration. Udgifter, som hun tidligere har betegnet som "fuldstændig gak".

Til gengæld skal der bruges endnu flere penge på at styrke netop den grønne omstilling og klimaindsatsen samt på at forbedre EU's ydre grænser, migrationsindsatsen og sikkerheden, mener statsministeren.

Samtidig vil regeringen beholde den milliardrabat på kontingentet, som daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fik forhandlet hjem for syv år siden. Og den er klar til at nedlægge veto mod det nye budget, hvis den ikke får den.

Det kan dog blive en hård kamp, for Charles Michel ønsker at udfase rabatordningen. Det var nemlig Storbritannien, der fik indført den, og den har efterfølgende spredt sig til blandt andet Holland, Sverige og Danmark.

Men da briterne er på vej ud, giver det ifølge kommissionen ikke længere mening at have ordningen, og derfor skal den være helt væk i 2025.

Danmark er det, man betegner som nettobidragsyder. Det betyder, at vi betaler mere til EU, end vi får igen. Siden 2014 har vi i gennemsnit haft et minus på 6,43 milliarder kroner om året, viser beregninger fra kommissionen.

Fra 1973, hvor Danmark blev medlem af EF-samarbejdet, til 2000 var Danmark dog nettobidragsmodtager - det vil sige, at vi modtog flere penge fra EU, end vi betalte.

Og selvom danskerne nu er nettobidragsydere, så har en analyse fra den uafhængige tyske tænketank Bertelsmann Stiftung vist, at Danmark er blandt de medlemslande, der får mest ud af EU's indre marked - i gennemsnit 12.500 kroner om året per indbygger.

De har ikke den samme spareiver, som Danmark og de andre lande har. Der er dog forskel på, hvor landene står.

Lande som Belgien og Cypern ser eksempelvis, at budgettet lander på et sted mellem 1,00 og 1,11 procent af bni, mens Grækenland og Portugal gerne vil have et budget på 1,30 procent af bni. Det er også der, at Europa-Parlamentet gerne vil ende.

Der er også forskel på, hvad landene gerne vil prioritere. Hvor Danmark gerne vil skære yderligere på landbruget, strukturfondene og administrationsudgifterne, kæmper andre lande for enten at fastholde eller hæve niveauerne.

17 lande fra især Øst- og Sydeuropa har dannet deres egen klub – den såkaldte ’Vennerne af sammenhængskraften” – som kæmper for en høj regionalstøtte. Det er de penge fra EU-budgettet, der går til at støtte de mindre udviklede områder i EU, som ofte er i netop Øst- og Sydeuropa.

Der er også en lang række lande, der i modsætning til Danmark gerne vil fastholde en høj landbrugsstøtte. Der er ellers lagt op til, at landbrugsstøtten skal beskæres, men det er lande som Østrig, Bulgarien, Letland, Portugal og ikke mindst Frankrig imod.

Derudover er der Europa-Parlamentet, der skal sige endelig god for budgettet. Og de er ikke glade for de besparelser, der er lagt op til.

Det er uvist, for stats- og regeringscheferne står fortsat langt fra hinanden. Og alle skal være enige, så der er lagt op til hårde forhandlinger.

- Vi går selvfølgelig altid efter at lande aftaler, men lad være med at sætte alt for mange penge på højkant på, at der er et resultat i februar, konstaterede statsministeren tidligere på måneden, da hun blev spurgt ind det.

De har dog forholdsvis travlt, hvis budgetrammen skal gælde fra 1. januar 2021. Budgettet skal nemlig godkendes i alle medlemsstaterne og i Europa-Parlamentet, og det tager tid. Samtidig skal der være tid til at søsætte eksempelvis nye regionalstøtte-programmer. Her skal parterne vide, hvad de har at gøre godt med, og derfor kan man ikke bare trække forhandlingerne indtil slutningen af 2020.

En af udfordringerne er, at Europa-Kommissionen vil have mulighed for at straffe de medlemslande, der ser stort på retsstatsprincipperne, ved enten at begrænse eller helt tilbageholde EU-midler.

Det kan komme til at ramme lande som Polen, Ungarn og Rumænien, der er blevet kritiseret for at indskrænke domstolenes uafhængighed og begrænse ytringsfriheden. Derfor har det tiltag ikke overraskende mødt modstand fra netop dem, og derfor skal der findes en model, som alle lande kan bakke op om.

Da den seneste budgetramme faldt på plads, skete det blot otte måneder før årsskiftet efter langstrakte udmattelsesforhandlinger. Men jo længere tid forhandlingerne tager, des kortere tid er der til at folde den nye budgetramme ud inden årsskiftet.

Og spørgsmålet er, om det er nok med bare et ekstraordinært EU-topmøde, før Mette Frederiksen, Angela Merkel, Emmanuel Macron og de andre stats- og regeringschefer kan blive enige.