Formanden for det tyske CDU-parti, Annegret Kramp-Karrenbauer, dropper sine ambitioner om at blive tysk forbundskansler.
Det bekræfter hun på et pressemøde i Berlin.
Hun bliver på posten som partileder, indtil en anden kanslerkandidat er fundet, siger hun på pressemødet. Hun vil også forblive forsvarsminister i resten af denne valgperiode. Der er tysk forbundsdagsvalg næste år.
I løbet af dagen har flere tyske medier berettet, at CDU-formanden ville droppe sit kandidatur, men nu bekræfter hovedpersonen det selv.
57-årige Kramp-Karrenbauer overtog i december 2018 posten som formand for det konservativt-kristendemokratiske regeringsparti efter Angela Merkel.
Den mangeårige kansler fortsatte som Tysklands øverste leder, mens Annegret Kramp-Karrenbauer - ofte kaldet AKK - blev kørt i stilling som arvtager, da hun overtog formandsposten i partiet.
I dag siger hun, at hun mener, at partiledelsen og kanslerkandidaturet bør ligge hos den samme person.
Kramp-Karrenbauer har fået tilnavnet 'Mini-Merkel', da hun af mange blev betragtet som garant for en videreførsel af Angela Merkels politik.
Men nu skal CDU altså igennem endnu en valgproces for at finde en ny formand - og måske Tysklands næste kansler.
Turbulent tid i Tyskland
Angela Merkel har siddet på posten som Tysklands kansler i snart 15 år, og mange unge tyskere har derfor nok svært ved at huske en tid før kansleren, der har ført Tyskland gennem tider med finanskrise, terrorangreb, brexit-forhandlinger og flygtningekrise.
Siden den sidstnævnte krise er tingene kun gået ned ad bakke for Merkels kristendemokratiske parti.
Netop AfD spiller en vigtig rolle i den seneste tids turbulens for CDU. Her har et lokalvalg kastet den tysk toppolitik ud i en krise, der har truet med at vælte regeringen.
I sidste uge var AfD nemlig for første gang i tysk historie med til at danne parlamentarisk grundlag for en forbundsregering, hvilket er uhørt i Tyskland.
Det skyldes blandt andet, at flere af partiets frontfigurer har nedtonet nazisternes forbrydelser, og at flere folk i partiet har tætte bånd til højreekstremistiske grupper.
Tabu-bruddet blev hjulpet på vej af blandt andet Merkels konservative parti, CDU, der i Thüringen gik ind og samarbejdede med højrefløjspartiet.
En beslutning, som Merkel har kaldt "utilgivelig".