De stærke vinde efter sidste uges drama i den tyske delstat Thüringen har knap mistet pusten, inden Tyskland igen er blevet centrum for politisk kaos.
Annegret Kramp-Karrenbauer, der var udset til overtage kanslerposten efter Angela Merkel, trækker sig nemlig til sommer som partileder for partiet CDU.
Det erfarede flere tyske medier i formiddags og siden har flere medier heriblandt Zeit, Faz og Bild fået bekræftet oplysningerne af en unavngiven talsperson fra partiet.
Samtidig bekræfter en talsperson fra regeringen overfor nyhedsbureauet Reuters, at hun agter at fortsætte som forsvarsminister.
57-årige Kramp-Karrenbauer overtog i december 2018 posten som formand efter Angela Merkel.
AKK - som hun ofte kaldes - har fået tilnavnet 'Mini-Merkel', idet hun af mange blev betragtet som garant for en videreførsel af Angela Merkels politik. Men nu skal CDU altså igennem endnu en valgproces for at finde en ny formand - og måske Tysklands næste kansler.
Var seneste delstatsvalg dråben?
CDU har med AKK ved roret især mistet terræn ved flere delstatsvalg i det østlige Tyskland.
Senest har et delstatsvalg i sidste uge i Thüringen skabt krise i det konservativt-kristendemokratiske regeringsparti.
For første gang i tysk historie var højrefløjspartiet AfD - Alternative für Deutschland - nemlig med til at danne parlamentarisk grundlag for en regering, hvilket er uhørt i Tyskland.
Det skyldes blandt andet, at flere af AfD's frontfigurer har nedtonet nazisternes forbrydelser.
- Det er en sag, der har rystet Tyskland så meget, at det socialdemokratiske parti har truet med at forlade Merkels regering, lød det fra DR's Tysklands-korrespondent, Michael Reiter.
Det var nemlig blandt andet Merkels parti, CDU, der i Thüringen gik ind og samarbejdede med højrefløjspartiet.