Europas lande kan ikke længere forvente, at andre vil komme og redde dem, hvis de igen kommer i problemer. Derfor er der brug for, at EU på sigt får skabt sig sin egen hær.
Det var et af budskaberne fra den tyske kansler, Angela Merkel, da hun her til eftermiddag holdt tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg, Frankrig.
- De tider, hvor vi kunne regne med andre helt uden forbehold, er forbi. Det betyder, at vi som europæere i højere grad må tage vores egen skæbne i egen hånd, hvis vi vil overleve som fællesskab, sagde kansleren, som blandt andet ønsker at oprette et europæisk sikkerhedsråd med skiftende medlemmer, som hurtigere kan tage vigtige beslutninger.
- Men de seneste års udvikling viser os, at vi skal arbejde på ambitionen om en dag at have en ægte europæisk hær, sagde den kristenkonservative kansler fra talerstolen.
Vrede fra Trump
Det er ikke første gang, at Angela Merkel foreslår at skabe en EU-hær.
Men debatten har fået ny næring, efter at den franske præsident, Emmanuel Macron, i den seneste tid også har talt varmt for at etablere en EU-hær.
Den melding har fået den amerikanske præsident, Donald Trump, til at lange ud efter sin franske kollega. Han har betegnet forslaget for "fornærmende". Og i et tweet i dag skrev han, at det var Tyskland og ikke USA, Kina eller Rusland, der var Frankrigs fjende under både Første og Anden Verdenskrig.
- Hvordan gik det for Frankrig? De var allerede begyndt at lære tysk i Paris, indtil USA kom forbi. Betal for at være med i Nato eller lade være, skrev han.
Men ifølge den tyske kansler handler tanken om en EU-hær ikke om at trække tæppet væk under Nato.
Det skal derimod ses som "et supplement" til det nordatlantiske samarbejde, og hun citerede i den forbindelse formanden for Europa-Kommissionen, Jean Claude-Juncker, som selv overværede talen.
- Som Juncker har sagt, vil en fælleseuropæisk hær vise verden, at de europæiske lande aldrig nogensinde vil gå i krig mod hinanden igen.
Slut med nationalisme og egoisme
Temaet for dagens tale var Europas fremtid, og den tyske kansler slog flere gange på, at solidaritet og tolerance er fundamentet for EU-samarbejdet.
- Nationalisme og egoisme må aldrig mere få en chance i Europa. Tolerance og solidaritet er vores fælles fremtid, sagde Angela Merkel, der også rettede en kritik af den italienske regering, som har indleveret et finanslovsforslag, der ikke lever op til reglerne.
- Europa kan naturligvis kun fungere som et retsstatsligt område, hvis retsstatsligheden gælder på samme måde alle steder. Hvis nogen forsøger at løse deres problemer ved ikke at respektere reglerne for økonomien, så bringer man hele eurozonen i fare, sagde kansleren, der blev mødt af både klapsalver og tilbagevendende buh-råb.
Det sidste var dog ikke noget, der gik hende synderligt på.
- Jeg glæder mig helt over det her. Jeg lader mig ikke irritere af den slags. Jeg er også medlem af et parlament, sagde hun.
Tyskland har ikke opført sig korrekt
Angela Merkel har for nylig meddelt, at hun træder tilbage som formand for sit parti, CDU.
Hun bliver dog som Tysklands kansler indtil næste forbundsdagsvalg, og derfor er det fortsat hende, der kommer til at tegne den politiske linje i hjemlandet.
Ikke mindst i forhold til flygtninge- og migrationspolitikken, hvor hun brugte sin tale til at komme med en erkendelse.
- EU kan kun blive hørt i resten af verden, hvis vi står samlet. Og solidaritet betyder altid, at man skal overvinde sin nationale egoisme. Vi ved også, at Tyskland ikke altid har opført sig fuldstændigt korrekt, sagde hun med henvisning til årene inden flygtningekrisen i 2015.
- Det tog os for lang tid, før vi også i Tyskland opfattede flygtningespørgsmålet som et spørgsmål for hele EU. Det tog os tid at forstå, at det her er en fælleseuropæisk opgave, sagde hun.
Brug for fælles løsninger
Kansleren opfordrede derfor også EU-landene til at få lavet en fælles linje, når det kommer til flygtninge og migranter.
- Ligesom vi har fælles spilleregler på det indre marked, må vi også have det, når det kommer til asylret og humanitær ansvarlighed. Ellers får vi ikke løst udfordringerne med flygtninge og migranter, sagde hun og opfordrede EU-landene til at få skabt en fælleseuropæisk asylprocedure:
- Hvis vi hver især træffer vores egne beslutninger i de enkelte lande, skal vi ikke undre os over, hvis folk fra et bestemt land ved det, og at der så kommer sekundær migration inden for rammerne af den fri bevægelighed, sagde hun.
S: Vi skal styrke Nato
En af dem, der overværede talen, var den danske parlamentariker Jeppe Kofod (S). Han mener ikke, at EU har brug for sin egen hær, som kansleren foreslår.
- Merkel har ret i, at Europa i langt højere grad skal løfte sikkerhedsopgaven, nu hvor Donald Trump sidder i Det Hvide Hus. Men vi er en del af Nato, og derfor skal vi styrke den europæiske dimension af det samarbejde, i stedet for at oprettet noget nyt, siger han.
Jeppe Kofod mener heller ikke, at den tyske kansler brugte nok taletid på at tage ansvar for de problemer, der er på flygtninge- og migrantområdet inden for EU.
- Hun forsvarer et system, der er brudt sammen på hendes vagt, og det er forkert. Hun burde i stedet tage ansvar og få rettet op på det, siger han.
https://www.riddle.com/view/172894