Alt skal sættes ind på at få de stridende parter i Ukraine til at overholde den våbenhvileaftale, der blev indgået tidligere på året.
Budskabet fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, falder i forbindelse med et møde i Berlin med Ukraines og Frankrigs præsidenter, Petro Porosjenko og François Hollande, mandag aften.
Merkel slår til lyd for, at aftalen, der blev indgået i februar i den hviderussiske hovedstad, Minsk, respekteres.
- Våbenhvileaftalen er ikke fuldt implementeret, og det betyder, at antallet af ofre stiger, siger Merkel på et pressemøde med Hollande og Porosjenko.
Konflikten blusser op igen og igen
Selvom parterne delvist har opfyldt en aftale om tilbagetrækning af tunge våben, blusser konflikten op igen og igen ved nye fronter - også med tunge våben.
De internationale observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, har svært ved at overvåge implementeringen af aftalen, da hverken Ukraine eller de prorussiske separatister i øst giver dem fuld adgang til konfliktzonerne.
- Den første og vigtigste betingelse er, at man sætter alt ind på at realisere aftalen om våbenhvilen. Opgaven lyder på, at vi skal sørge for, at aftalen fra Minsk respekteres, siger den tyske kansler.
6500 mennesker er dræbt i Ukraine
Merkel slår fast, at de tre politiske ledere er samlet i den tyske hovedstad for at sikre aftalen og "ikke for at så tvivl om den".
Flere end 6500 mennesker har mistet livet, siden konflikten brød ud for halvandet år siden i den tidligere sovjetrepublik.
/ritzau