Det var næppe tilfældigt, at den amerikanske præsident, Donald Trump, annoncerede tre kontroversielle nyheder samtidig med, at orkanen Harvey stjal opmærksomheden i USA.
Det mener flere politikere og kommentatorer i hvert fald, skriver Time Magazine.
Mens orkanen hærgede Texas sent natten til lørdag dansk tid, havde Donald Trump travlt.
Først var det meddelelsen om, at et forbud mod transkønnede personer i det amerikanske forsvar træder i kraft. Derefter var det benådningen af tidligere sheriff Joe Arpaio, som for nylig blev dømt for at bruge politiet målrettet mod latinamerikanere. Mens den sidste nyhed var afskedigelsen af den omstridte sikkerhedsstrateg i Trumps stab Sebastian Gorka.
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/901263061511794688
I løbet af tre timer sendte den amerikanske præsident de tre nyheder afsted.
- Den eneste grund til at han gør dette, lige når orkanen raser, er for at undgå kritiske øjne. Så trist og så svagt, skriver demokraten Charles Schumer på twitter.
https://twitter.com/SenSchumer/status/901251604384493569
Udmeldingen om benådningen af Joe Arpaio vækker også harme hos politiske modstandere.
- Donald Trump er fej, at han slipper denne nyhed ud fredag aften, når hele nationens opmærksomhed er rettet mod orkanen Harvey, siger kongresmedlem Ruben Gallego, der er demokrat i Arpaios hjemstat Arizona.
Den republikanske John McCain var heller ikke imponeret over nyhederne fra Trump.
- Præsidentens benådning af Joe Arpaio, som ulovligt gik efter latinamerikanere, undergraver hans respekt for loven, skriver John McCain på twitter.
https://twitter.com/SenJohnMcCain/status/901276851561222144
Time Magazine har forgæves henvendt sig til Trumps pressesekretær Sarah Huckabee Sanders for at spørge til timingen af præsidentens nyheder.