Mens Danmark lukker ned, er der masser af liv på gaden i London: 'Vi kan ikke bare sidde derhjemme og kukkelure'

Det centrale London vrimler stadig med liv, selv om der er mere roligt end normalt.

Samreem Saqib er ikke synderligt bekymret over coronaudbruddet, selv om flere i hendes omgangskreds er. (Foto: © DR Nyheder)

Folk går i en stor cirkel uden om Unicef-faceren på sidegaden til Leicester Square i det centrale London.

Ellers er der mange tilfælde af, at folk på gaden ikke har et problem med at opholde sig inden for nyseafstand af hinanden.

Her i London er butikker, barer og restauranter nemlig åbne som de plejer trods coronaudbruddet, som heller ikke er gået Storbritannien forbi.

I skrivende stund har briterne omkring 800 bekræftede tilfælde. I går lød advarslen fra de britiske myndigheder dog, at op mod 10.000 briter allerede kan være smittet.

Men mens Danmark har sat en lang række tiltag i gang og gør klar til at lukke grænserne, er det langt fra tilfældet i Storbritannien.

Her lyder argumentet fra regeringen og sundhedsmyndighederne, at der skal være videnskabeligt bevis for, at de drastiske skridt, som man ser rundt omkring i Europa, rent faktisk virker, før man bevæger sig den vej.

Derfor kan briterne fortsat sende deres børn i skole, tage toget i myldretiden eller tage på pub eller til koncert om aftenen.

Men trods menneskemylderet er der mere stille på Leicester Square i aften, end der plejer at være, fortæller Angela Vault, der er på vej ud at spise med en veninde.

Angela Gaunt har astma, men har ikke ændret sin hverdag synderligt. Hun vasker dog hænder oftere end sædvanligt, siger hun. (Foto: © Sean Coogan)

- Jeg synes, at det er godt, at de ikke har lukket alt ned endnu, så vi kan beholde en følelse af ro, siger hun.

- Jeg tror, at hvis alle blev sendt hjem, ville der ikke gå lang tid, før folk fik nok og holdt op med at overholde reglerne, siger hun.

Panik gør ondt værre

Sophie Butler Smith, Melody Cowle, Tamara Kimera og Samreem Saqib prøver at forholde sig positive trods virusfrygt.

Nogle af dem, der har bevæget sig ud på den solbeskinnede Leicester Square, er de universitetsstuderende Sophie Butler Smith, Melody Cowle, Tamara Kimera og Samreem Saqib.

Her er den overvejende fornemmelse, at den britiske tilgang har været med til at undgå panik.

- Jeg er ikke bekymret, og jeg tror, at grunden til det er, at andre heller ikke er det, siger Tamara Kimera.

- Jeg tror, at hvis regeringen lukkede skoler og lignende, så vil det skabe en masse panik hos folk. Jeg føler ikke rigtig, at der er noget, vi kan gøre som borgere, men regeringen kan gøre forskellige ting som at lukke ned for rejser eller sætte fokus på håndhygeijne og lignende, siger hun.

- Det hjælper ikke for os at være bekymrede. Det kommer kun til at gøre ting værre, siger hun. Hendes tryghed kan dog ændre sig, siger hun.

- Hvis andre begynder, bliver jeg nok også bekymret og begynder at panikke.

Der er stadig liv i gaderne i det centrale London, selvom flere turister og lokale bliver hjemme. (Foto: © Sean Coogan)

En lignende fornemmelse finder man hos Samreem Saqib.

- Jeg er ikke rigtig bekymret på nuværende tidspunkt. Vi har ikke helt indsigt i, hvad der foregår i Storbritannien i øjeblikket. Men nogle af mine venner er paniske omkring det. De er holdt op med at tage ud, siger hun.

Ud af de 10 inviterede er det kun de fire veninder, der er endt med at tage ud i dag, fortæller hun.

- Livet er kun midlertidigt - det kan vi ikke gøre noget ved. Vi kan ikke bare sidde derhjemme og kukkelure og leve i frygt i stedet for bare at leve, siger hun.

Hun tror dog, at det blot er et spørgsmål om tid, før briterne begynder at indføre tiltag som i blandt andet Danmark.

Overvejer at blive væk fra byen

Der kunne godt være grund til at begynde at stramme op, mener Melody Cowle.

- Jeg synes, at vi bør tage forholdsregler ligesom alle andre lande, fordi det vil bremse spredningen af virusset, siger Melody Cowle.

Hun siger, at hun ikke selv er bekymret, men at man bør skænke de ældre en tanke. Hun tror, at den britiske regering holder igen, fordi der ikke så mange bekræftede tilfælde som i mange andre lande.

Den sidste af veninderne, Sophie Butler Smith, har dog allerede ændret adfærd som følge af coronaudbruddet, siger hun. Her til morgen undlod hun at tage Londons undergrundsbane. To personer i hendes omgangskreds har nemlig nedsat immunforsvar.

- Hvis de skulle blive smittet, kan det være fatalt, siger hun. Derfor overvejer hun helt at droppe turen ind til universitetet i det centrale London i næste uge.

- Jeg er bekymret, men jeg prøver samtidig at være positiv. Jeg føler, at vi briter generelt er positive, og derfor går vi stadig ud, men jeg tror, at situationen kan ændre sig om nogle uger, siger hun.