Menneskekaravanen er nået til USA’s grænse: ’Nu vil vi søge asyl’

Karavanen har fået den amerikanske præsident til at sætte nationalgarden ind ved grænsen.

En kontroversiel karavane af migranter, som i de seneste uger har rejst hele vejen igennem Mexico, er nu ankommet til byen Tijuana, der grænser op til USA.

Migranterne kommer primært fra de mellemamerikanske lande Honduras, Guatemala og El Salvador, og 300-400 personer har tænkt sig at søge asyl i samlet flok i dag.

De mener, at de har ret til flygtningestatus i USA, fordi der er så meget vold og kriminalitet i deres hjemland.

- Vi melder os selv til grænsepolitiet for at søge asyl. Jeg beder Gud om hjælp, fordi han er den eneste, der er i stand til at tale til Trumps hjerte, siger den gravide Gabriela Hernandez, som har rejst fra Honduras sammen med sine to små børn.

- Jeg tog afsted alene, men heldigvis fandt jeg karavanen. Det var en meget svær rejse hertil.

Migranterne gør sig klar til at søge om at få asyl i USA. (Foto: © EDGARD GARRIDO, Scanpix)

Vrede hos Trump

Menneskekaravanen har igennem længere tid skabt store overskrifter i USA, hvor landets præsident, Donald Trump, flere gange har raset mod den.

Han har blandt andet truet Mexico og Honduras med økonomiske gengældelsesaktioner, hvis ikke de fik sat en stopper for de mange mennesker.

Og han har samtidig brugt karavanen til at lange ud efter sine demokratiske modstandere og deres modvilje mod den mur, som Donald Trump under valgkampen lovede, at han ville bygge langs grænsen.

- Demokrater tillader åbne grænser, narkotika og kriminalitet, skrev præsidenten i et tweet den 3. april.

Karavanen førte i begyndelsen af måneden til, at Donald Trump fik indsat den amerikanske nationalgarde langs USA’s sydvestlige grænse mod Mexico.

Diplomatisk krise med Mexico

Ifølge præsidenten var USA’s sikkerhed truet ”af en drastisk stigning i ulovlig aktivitet på den sydlige grænse”, og den beslutning skabte efterfølgende en diplomatisk krise med nabolandet Mexico, som betegnede beslutningen som respektløs.

- Hvis dine seneste udtalelser er resultatet af frustration over indenrigspolitiske spørgsmål, din lovgivning eller din kongres, så er det dem, du bør henvende dig til, ikke mexicanere, sagde præsident Enrique Peña Nieto.

- Vi vil ikke tillade, at vores handlinger bliver defineret af negativ retorik, fortsatte han.

Det er den frivillige aktivistgruppe ’Pueblo Sin Fronteras’ - ’Folk Uden Grænser’ - som har arrangeret karavanen.

Det er en årlig, tilbagevendende begivenhed, hvis mål er at sætte fokus på migranters forhold.

Rejsen mod den amerikanske grænse har varet flere uger. (Foto: © EDGARD GARRIDO, Scanpix)