Den mexicanske regering er begyndt at udstede både transitvisa og humanitære visa til de godt 1.000 mellemamerikanske migranter, der lige nu befinder sig i landet som en del af en større menneskekaravane.
Ifølge nyhedsbureauet AP har 168 personer søgt om at få et visum, så de kan blive i Mexico.
Derudover har 465 personer bedt om at få udstedt et transitvisum, så de eksempelvis kan rejse videre nordpå til den amerikanske grænse, og af dem har 230 personer ifølge nyhedsbureauet fået tildelt det.
En af dem, der ønsker at søge asyl i USA, er 38-årige Elmer Zalaya Gomez fra den østlige del af El Salvador.
Sammen med sin kone og tre børn venter han lige nu på at få udstedt et transitvisum fra de mexicanske myndigheder, så han kan komme videre til grænsen. Hans håb er ifølge nyhedsbureauet at komme til New York City, hvor flere familiemedlemmer bor.
- Det var ikke for sjov, at vi forlod vores hjemlande. Vi gjorde det for at beskytte vores børn, siger Elmer Zalaya Gomez.
Skræmmende at rejse på egen hånd
Den store menneskekaravane, som hovedsageligt består af folk fra Honduras, er en årlig, tilbagevende begivenhed, som aktivistgruppen ’ Pueblo Sin Fronteras’ - ’Folk Uden Grænser’ – står bag.
Målet er at sætte fokus på migranters forhold, men i år har den vakt ekstra stor opsigt. Ikke mindst i USA, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, flere gange har advaret mod karavanen.
Den republikanske præsident, der gik til valg på at stramme den amerikanske integrationspolitik, har ligefrem truet de mellemamerikanske lande med økonomiske strafaktioner, hvis ikke de får standset karavanen, inden den når til grænsen.
Den mexicanske regering meddelte dog mandag, at den allerede er begyndt at opløse karavanen, og derfor skal de folk, der ønsker at rejse videre til den amerikansk/mexicanske grænse rejse på egen hånd.
Og det skræmmer Elmer Zalaya Gomez fra El Salvador.
- Det virker lidt kompliceret, med røverier, kidnapninger og alt det. Det er lidt skræmmende at rejse uden karavanen, siger han til AP.