En 28-årig palæstinenser er i dag blevet dræbt efter voldsomme demonstrationer på grænsen mellem Gazastriben og Israel, skriver Ritzau.
Foreløbigt melder sundhedsministeriet i Gaza City om 528 sårede under uroen - heraf 122 med skudsår.
Ifølge Reuters demonstrerer de for retten til at vende tilbage til det de betegner, som deres hjemland, hvor Israel ligger i dag.
Den israelske hær vurderer, at 10.000 mennesker har taget del i optøjerne, som man betragter som et forsøg på at få militante personer over grænsen til Israel.
Samtidig afvises kritikken af, at israelsk militær skyder med skarpt, når de bliver angrebet med stenkast.
Grænsekampe ventes at fortsætte
Dagens sammenstød er del af en palæstinensisk protest, som blev indledt den 30. marts og ventes at kulminere den 15. maj, hvor israelerne fejrer 70-årsdagen for staten Israels oprettelse.
I alt er 34 palæstinensere blevet dræbt i løbet af de tre fredagskonfrontationer, hvor man har set stenkastende demonstranter imellem røgen fra brændende bildæk og tåregas.
Dertil kommer røgen fra de israelske flag, som bliver brændt sammen med fotos af Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, USA's præsident, Donald Trump, og den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, som demonstranterne siger, samarbejder med israelerne.
Trumps udtalelse fik vreden til at blusse op
Grænseområdet mellem Israel og Gazastriben har generelt set ikke været plaget af uro efter afslutningen på krigen mellem de to parter i 2014.
Vreden er dog blusset op igen, efter USA's præsident, Donald Trump, i december meddelte, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad.
Byen har stor religiøs på betydning for størstedelen af de store verdensreligioner.
Gazastriben er på størrelse med Mors, og der bor op mod to millioner palæstinensere i området.