Medier: Trump-ansatte var i kontakt med russiske agenter

Ansatte i Trumps valgkamp var angiveligt jævnligt i kontakt med russiske efterretningsfolk, siger embedsmænd.

Sagen om Trumps mulige forbindelser fortsætter. I går gik sikkerhedsrådgiver Michael Flynn af. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

Aflyttede telefonsamtaler viser, at medarbejdere i Donald Trumps præsidentvalgkamp og andre personer med tilknytning til Trump i 2016 havde kontakt med højtstående russiske efterretningsagenter gentagne gange.

Det oplyser fire nuværende og tidligere amerikanske embedsmænd til The New York Times.

Samme historie har CNN, der også har talt med flere embedsmænd.

Amerikanske efterretningstjenester opsnappede kommunikationen omkring samme tidspunkt, som de fandt beviser for, at Rusland forsøgte at påvirke præsidentvalget ved at hacke Demokraternes Nationale Komité (DNC).

Det fortæller tre af de fire embedsmænd til New York Times.

Mængde af kontakt var usædvanlig

De amerikanske myndigheder og efterretningstjenester forsøgte herefter at finde ud af, om Donald Trumps kampagnemedarbejdere i al hemmelighed samarbejdede med russerne om hackingen eller andre bestræbelser på at påvirke valget.

Ifølge embedsmændene er der dog indtil videre ikke fundet beviser for et sådant samarbejde.

CNN skriver også, at det ikke er usædvanligt, at der er kontakt mellem kampagnemedarbejdere og repræsentanter fra udenlandske regeringer. Udvekslingen mellem Trump-lejren og Rusland vækkede dog opsigt på grund af den høje frekvens og antallet af involverede.

På et tidspunkt sidste sommer sagde Trump blandt andet, at han håbede, at russiske efterretningsfolk havde stjålet demokraten Hillary Clintons e-mails og ville offentliggøre dem.

Toprådgiver afviser beskyldninger

Aflytningen gjaldt ifølge de amerikanske embedsmænd ikke kun medarbejdere i Trumps valgkamp. Den gjaldt også andre af Trumps ansatte.

Blandt de rådgivere, de amerikanske efterretningstjenester reagerede på, var ifølge de fire embedsmænd Paul Manafort.

Han var Trumps kampagnechef frem til august 2016, hvor han gik af efter at være blevet kørt ud på et sidespor.

Manafort har tidligere været rådgiver for Viktor Janukovitj, den Rusland-venlige tidligere præsident i Ukraine.

Paul Manafort afviser beskyldningerne over for The New York Times.

På den russiske side omfattede kontakten ifølge embedsmændene også medlemmer af den russiske regering uden for efterretningstjenesterne.

De fire embedsmænd, som avisen har talt med, udtaler sig alle på betingelse af anonymitet, fordi den igangværende undersøgelse af sagen er fortrolig.

/DR Nyheder/