Michael Cohen, der er tidligere advokat for Donald Trump, har indgået en særlig aftale med den føderale anklagemyndighed i New York, rapporterer ABC News.
- Cohen vil erklære sig skyldig i bedrageri og valgkampsvindel, siger kilder til AP.
Cohen skal tirsdag aften klokken 22 dansk tid deltage i et retsmøde ved en føderal domstol i New York.
En særlig aftale tyder ifølge amerikanske medier på, at Cohen vil samarbejde med anklagemyndigheden mod at få en mildere straf. Aftalen betyder ifølge CNN, at Cohen skal i fængsel.
Penge til pornostjerne
Cohen var tidligere Trumps personlige advokat og en loyal støtte for præsidenten. Han har engang sagt, at han "ville tage en kugle" for Trump. Men Cohen siger nu, at "familie og fædreland kommer først".
Sagen, hvor han øjensynligt vil samarbejde, gælder økonomiske uregelmæssigheder, bedrageri og skatteunddragelse.
Anklagemyndigheden undersøger også Cohens rolle i de store udbetalinger af penge til den tidligere pornostjerne Stormy Daniels, som fik betaling for at tie stille om, at hun angiveligt har haft sex med præsidenten.
Udbetalingerne kan være i strid med reglerne for finansiering af en præsidentvalgkamp.
Cohen havde tidligere indgående kendskab til meget, der foregik i Trumps nærmeste kreds.
Vidneudsagn kan have stor betydning
Cohen har tidligere hævdet, at Trump kendte til et kontroversielt møde, der fandt sted i Trump Tower i juni 2016. Det oplyste CNN i sidste måned.
Dengang mødtes Trumps søn, Donald Trump Jr., med en russisk advokat for at skaffe belastende oplysninger om den demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, under præsidentvalgkampen.
Cohens vidneudsagn har stor betydning den igangværende efterforskning, som ledes af tidligere FBI-chef Robert Mueller.
Trump sagde tidligere mandag, at han er bange for, at hans udtalelser i forbindelse med en eventuel afhøring i Robert Muellers Ruslands-undersøgelse vil blive brugt imod ham.
- Selv hvis jeg siger sandheden, så gør det mig til en løgner. Det går ikke, siger præsidenten blandt andet.
Dermed er præsidenten helt på linje med sin advokat - tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani.
Giuliani advarede i weekenden Trump mod at forklare sig under ed på grund af faren for at "gå i en fælde og begå mened".
/ritzau/