Siden oktober er flere end 330 mennesker blevet slået ihjel under massedemonstrationer mod regeringen i Irak.
Demonstranterne er utilfredse med korruption og manglende adgang til basale ting som vand og el.
Det har ført til de mest omfattende demonstrationer, siden diktatoren Saddam Hussein blev fjernet fra magten i 2003. Siden i går er mindst syv demonstranter blevet dræbt og over 70 såret af de irakiske sikkerhedsstyrker.
En af dem, der er i søgelyset for den hårde reaktion over for demonstranterne, er 52-årige Najah al-Shammari.
Han er Iraks forsvarsminister, tidligere general i hæren under Saddam Hussein og svensk statsborger - angiveligt registreret som bosiddende i en forstad til Stockholm.
Bekræftet fra svensk side
Tidligere på ugen kom det frem i svenske medier, at den irakiske forsvarsminister er svensk statsborger og har registreret bopæl i Sverige.
Det har tidligere været fremme i irakiske medier, men fredag blev det bekræftet af det svenske forsvarsministerium, skriver SVT.
Det svenske public service-medie fortæller, at det irakiske forsvarsministerium i aftes gik til modangreb mod, hvad de kalder usandheder, der er sat i verden for at skade forsvarministeren.
I Irak er det ikke tilladt for ministre at have dobbelt statsborgerskab.
Ifølge SVT søgte forsvarsministeren, som efter sigende er registreret i Sverige under et andet navn, om ophold i Sverige i 2009 og blev svensk statsborger i 2015.
Mediet siger, at det har været i kontakt med en nabo i Stockholm-forstaden, hvor ministeren skulle have registreret bopæl, der bekræfter, at den tidligere nabo og den irakiske forsvarsminister er den samme person.
Ifølge de svenske medier Expressen og Nyheter i dag er ministeren blevet politianmeldt i Sverige for uretmæssigt at modtage sociale ydelser, mens han har været bosat i Irak.
Najah al-Shammari har været forsvarsminister i Irak siden juni.