Britisk politi har fundet flere bomber i forbindelse med efterforskningen af eksplosionen i Manchester, hvor 22 blev dræbt mandag aften. Det erfarer den britiske avis The Independent.
Mandag aften udløste en gerningsmand en bombe i forbindelse ved afslutningen af en koncert. Den formodede gerningsmand er den 22-årige Salman Abedi.
Onsdag har politiet genneført flere ransagninger i Manchester, og i den forbindelse er der fundet bomber og sprængstoffer, skriver Independent.
Gerningsmand formodentlig ikke alene
- Jeg tror, at det meget klart, at det er et netværk, vi efterforsker, sagde Ian Hopkins, øverste chef for politikredsen Greater Manchester, onsdag.
En kilde i politiet oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at efterforskerne jagter enhver, som kan have hjulpet med at konstruere bomben.
Sent onsdag aften oplyste politiet i Manchester, at en syvende person var anholdt i England i forbindelse med angrebet.
Anholdelsen fandt sted under en ransagning af en adresse i Nuneaton i Warwickshire øst for Birmingham og cirka 170 kilometer sydvest for Manchester.
Det er uvist, hvilken relation den anholdte har til angrebet og de øvrige anholdte.
Seks anholdte
Blandt de øvrige anholdte er Salam Abedis storebror.
- Status er, at seks mænd og en kvinde er blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen og fortsat tilbageholdes for afhøring, skrev Greater Manchester Police i en meddelelse kort før midnat.
Torsdag morgen er den anholdte kvinde blevet løsladt, oplyser politiet ifølge Reuters.
Herudover er gerningsmandens lillebror Hashem samt hans far, Ramadan, blevet anholdt i Libyen.
For første gang i ti år blev trusselsniveauet i Storbritannien tirsdag hævet til "kritisk" fra "alvorlig".
Premierminister Theresa May traf beslutningen på baggrund af konkrete informationer fra efterretningstjenester, skrev The Telegraph og andre medier.
/ritzau/